Kilder til BAM-forurening - Miljøstyrelsen

76
Dæklagstykkelserne er valgt dels ud fra tidligere kalibrering af sprækkemodellen
FRAC3Dvs overfor feltdata (bl.a. Miljøstyrelsen, 1998a og Jørgensen et
al., 2001) og dels ud fra anbefalinger vedr. kortlægning af grundvandets sårbarhed
(Miljøstyrelsen, 2000a).
Figur 7.3. Modelbeskrivelse af lerdæklagene modelleret i de geologiske hovedtyper 2, 3 og 4.
Morænedæklagene i modelleringen omfatter, (figur 7.3):
Bundmoræne, dæklag 1: 6 meter lerlag gennemsat af sprækker (geologisk hovedtype
2 og 4).
Bundmoræne, dæklag 2 og 3, hhv. 16 m og 30 m lerlag med et 0.5 m tykt sekundært
grundvandsmagasin (sandlag) i 5 meters dybde. Lerlaget er opsprækket
både over og under det sekundære grundvandsmagasin (geologisk
type 2 og 4). Forøgelsen fra 16 m til 30 m dæklag i modellen sker ved forlængelse
af lerlaget under det sekundære grundvandsmagasin fra 10 meters tykkelse
til 24 meters tykkelse.
Bundmoræne, dæklag 4, har samme opbygning som dæklag 2, med den forskel
at der ikke er sprækker eller andre præferentielle strømningsveje i den nedeste
del af lerlaget (nederste 10 meter). Den hydrauliske ledningsevne for lerlaget
uden sprækker har samme værdi som i de tilsvarende situationer med sprækker.
Bundmoræne, dæklag 5, har samme opbygning som dæklag 2, men under det
sekundære grundvandsmagasin indeholder laget kun tætsiddende sprækker,
for hvilke sprækkeåbningen er kalibreret således at den hydrauliske ledningsevne
af lerlaget har samme værdi som for de øvrige dæklag.
Randmoræne, dæklag 6 og 7, er i de øverste 6 m identiske med bundmorænelagene.
Herunder indeholder randmorænemodellen et gennemgående netværk