om maden - Søren Mørch

egrundelse, at han ”mere end nogen anden nutidig enkeltperson har hjulpet
med at forsyne den sultende verden med brød”. Sådan opfattede han det også
selv. Tildelingen af fredsprisen til Norman Borlaug repræsenterede samtidig
et højdepunkt i anerkendelsen af Den Grønne Revolution.
I takt med den overvældende vækst i produktionen og i forbruget af kunstgødning
og pesticider og navnlig med overgangen fra den første til den anden
fase af Den Grønne Revolution i 1980-90’erne blev Borlaug og hele den tankegang,
som han stod som eksponent for, ramt af den økologiske bølge i form
af en voldsom kritik, der blev rettet mod de miljømæssige omkostninger ved
det industrialiserede landbrug specielt i Indien og Pakistan. Verdensbanken,
Rockefeller Foundation og Ford Foundation ville ikke længere støtte den form
for programmer, som han stod for, og i 1979 blev han – 65 år gammel – pensioneret
fra CIMMYT-programmet. Det anfægtede ham tilsyneladende ikke.
Han fortsatte med at undervise som adjungeret professor ved forskellige amerikanske
universiteter.
I 1984 indledte han ikke desto mindre en ny fase i sit liv – den fjerde. Anledningen
var en opringning fra den japanske mangemilliardær Ryoichi Sasakawa,
der samarbejdede med den tidligere amerikanske præsident Jimmy
Carter om forskellige former for velgørenhed, i blandt andet Afrika. Sydsudan
og Etiopien var ramt af en sultkatastrofe, og Sasakawa foreslog Borlaug, at han
skulle lave højtydende afgrøder til Afrika, ligesom han havde gjort i Mexico,
Indien og Pakistan. Borlaug orkede det ikke. Som han sagde: ”Jeg er 71, og jeg
er for gammel til at begynde igen.” Sasakawa svarede: ”Jeg er 15 år ældre end
Dem, så vi skulle have startet i går.” Han tilbød at finansiere Borlaugs arbejde
i Afrika i fem år. Det kunne Borlaug ikke stå for, og sammen med Carter og
Sasakawa tog han på en rundrejse i Afrika. ”Jeg antog, vi skulle lave et par års
forskning først,” sagde Borlaug, ”men da jeg så de forfærdelige forhold, sagde
jeg: ‘Lad og komme i gang med dyrkningen’.” Sasakawa-Global 2000 indledte
derpå projekter i Benin, Etiopien, Ghana, Nigeria, Sudan, Tanzania og Togo.
Bortset fra Norge, der gav kunstgødning til projekterne, lagde alle andre
landes bistandsorganisationer afstand til Borlaug og Sasakawa-Global 2000.
Presset fra miljøorganisationerne i Europa og USA var simpelthen for stort.
Det industrialiserede landbrugs dyremishandlinger, forureninger og miljøødelæggelser
faldt alt for meget i øjnene i den vestlige verden. Det, man har kaldt
‘Den Grønne Revolutions anden fase’ baseret på bioteknologi og globalisering
– eller, som man sagde, genmanipulation, kemi og gift – lettede absolut ikke
situationen. Det ændrede sig først omkring årtusindskiftet i takt med, at det
gik op for folk, hvor slemt det stod til i Afrika, og hvilke resultater der faktisk
blev opnået med … genmanipulation, kemi og gift.
bog 8 maden 501