om maden - Søren Mørch

I februar 1998 blev der dannet et internationalt konsortium, The International
Rice Genome Sequencing Project (IRGSP) med det formål at få kortlagt
hele ris-genomet, og de forskellige lande påtog sig hver sin del af opgaven. Men
inden opgaven var løst, gjorde vores artikel det klart, hvilke enorme muligheder
der lå lige for hånden, eftersom Ingo Potrykus og Peter Beyer med et i
denne sammenhæng utroligt lille budget på 2,6 mio. dollar kunne fremlægge
opskriften på de ‘gyldne ris’. Pengene havde de skrabet sammen gennem bidrag
fra ETH Zürich, Rockefeller Foundation, EU’s biotech-program og den
schweiziske nationalfond.
Potrykus og Beyer er idealister, der ikke ville tage patent på deres opdagelse
– de stillede den kvit og frit til rådighed for Det Internationale Risforskningsinstitut
(IRRI). Det var ikke så ligetil, som det lyder, for under deres arbejde
med projektet havde de benyttet sig af 70 forskellige procedurer, som på
forskellige måder var ophavsretsligt klausulerede, og som tilhørte 32 forskellige
firmaer og universiteter. Opdagelsen skulle udløse en større eller mindre
afgift til rettighedshaverne, hvis produktet indbragte penge. Den almennyttig
institution IRRI kunne kun få glæde af de to forskeres gave, hvis det kunne
lykkes at få rettighedshaverne til også at afstå fra deres krav. Ingo Potrykus,
der var blevet pensioneret fra ETH Zürich i 1999, brugte sin pensionisttilværelse
til at løse denne opgave.
Det gennembrud, som den gyldne ris udgjorde, tvang de store multinationale
kemi- og frøkoncerner ud af busken af skræk for at blive overhalet. Risen
er ikke kun genetisk interessant – der er også rigtig mange penge i den. Planten
leverer basisnæringsmidlet til mere end halvdelen af menneskeheden. Ca. 30
pct. af verdens samlede kornproduktion kommer fra ris. På grund af Den Grønne
Revolution er den producerede mængde af ris fordoblet siden 1970’erne, og
da den del af verdens befolkning, der er risspisere, stadig vokser, regner man
med, at ca. 4,6 milliarder mennesker i 2025 helst skal kunne forsynes med ris.
Bare en lille brøkdel af de ukrudtsmidler, insektgifte og kunstgødning, der
skal anvendes til en så kolossal produktion, vil være en guldgrube for producenter
af kemikalier og udsæd.
Allerede i april 2000 – tre måneder efter artiklen om de gyldne ris i Science
– bekendtgjorde den store amerikanske kemi- og frøkoncern Monsanto, at den
havde engageret Laroy Hood’s laboratorium ved University of Washington i
Seattle til at foretage deres egen undersøgelse af ris-genomet parallelt med
IRGSP’s. Derved havde de tilvejebragt en kortlægning i store træk af genomet,
tilstrækkelig til, at den kunne varetage firmaets økonomiske interesser.
Monsanto tilbød andre forskere adgang til deres kortlægning under forudsætning
af, at Monsanto fik mulighed for at få en licens på det, der kom ud af
forskningen. Det føltes som en trussel for IRGSP-forskerne, fordi de – formentlig
med rette – var bange for, at deres bevillinger til en fuldstændig kortlæg-
520
vældige ting