om maden - Søren Mørch

i nogenlunde kronologisk rækkefølge. De store religioner – hinduismen, buddhismen,
jødedommen, kristendommen og islam – er alle intimt knyttet til
landbruget. Deres guddommelige forestillinger, deres hellige skrifter, deres
profeter og hellige mænd og kvinder kan næsten uden undtagelse kun begribes
i sammenhæng med landbruget og dets afgrøder. Det er landbruget, der
inddeler årets ‘naturlige’ gang. Det er også landbruget, der i tidernes morgen
har formgivet den patriarkalske familie. Men landbrug er slet ikke mere, hvad
landbrug var engang. Der er i løbet af anden halvdel af det 20. århundrede
opstået en vældig distance mellem den verden, mennesker lever i, og de ideologier
og kulturformer, der står til rådighed for at gøre verden begribelig og
meningsfuld. Kulturernes og religionernes verdensbilleder er blevet usamtidige.
De passer som fod i handske til de moderne samfund, som langt de fleste
mennesker på Jorden lever i i den sidste halvdel af det 20. århundrede.
I landbrugssamfundet gav det god mening, at mændene tog sig af sagerne
uden for huset, mens kvinderne passede reproduktionen – børn og beklædning,
husførelse og madlavning. Mændene tog sig af kvæget, kvinderne af
fjerkræet. Piger og drenge blev hos deres mor, til de blev 6-7 år og kunne være
til nytte. Så kom drengene ud at ‘bestille noget’ og ‘gøre gavn for føden’, mens
pigerne blev sat til at knokle med alt det, som kvinder tog sig af, men som ikke
blev betragtet med den samme alvor som det, der foregik i offentligheden – i
mændenes verden.
I ideologiernes og religionernes forestillingsverden har det altid været – og
er den dag i dag stadig sådan – at det er på landet, det sunde og uskyldige liv
udfolder sig. Der formoder profeter af alle slags til alle tider lige til kinesernes
formand Mao, at dovne og dekadente byboer kan lære ‘det virkelige liv’
at kende gennem hårdt arbejde og enkle vaner. I denne fantasiverden er der
ingen stress, for landbruget følger den ‘naturlige’ tidsrytme: Såtid, væksttid
og høsttid.
Hvad der foregik om vinteren eller om sommeren, var ikke det samme i
tempererede og tropiske landbrug som i de subtropiske, hvor de store monoteistiske
religioner blev til. Det gav nogle fortolkningsvanskeligheder med
udlægningen af de hellige skrifter – dog ikke større, end teologer med lethed
kunne klare dem. Det udviklede sig langt mere problematisk med foranderlige
forhold som for eksempel kønsroller, så derfor er der stadig kristne præster,
der mener, at kvinden skal tie i forsamlinger, og muslimske, der juridisk og
arveretligt regner to kvinder som en mand.
På baggrund af den enstemmige religiøse jubel over det selvforsynende
landbrug som livsmetafor er det underligt, at det faktisk forekommende subsistenslandbrug
altid har været og stadig er – for så vidt det overhovedet endnu
forekommer – uløseligt forbundet med hungersnød og sult. Denne forbindelse
er ikke udslag af sort uheld eller ulyksalige tilfældigheder. Den er tværtimod
bog 8 maden 505