om maden - Søren Mørch

504
Jeg en gård mig bygge vil.
Der skal være have til,
store marker, grønne enge
og med lam et lille vænge.
Heste, grise, kø’r og får
hører til min bondegård.
Der er hestestald og lo.
På mit tag skal storken bo.
Gæs og ænder, høns og duer
vil jeg ha’ og mange stuer.
Huset hvidt og tæk’t med strå,
Dør og vinduer malet blå.
Op af brøndens klare vand
trækker jeg min lille spand,
vander koen, vander hesten,
medens sol går ned i vesten,
følger koen i sin bås,
lukker port og dør i lås.
Sangen hedder Min bondegård. I Arvesølv – den sangbog, hvis 15. oplag jeg har
citeret fra (”Trykt i alt i 284.000 ekspl.”) – står der, at melodien er af Alice Tegnér.
Der er ikke anført nogen forfatter – det oplyses kun, at sangen er svensk.
Jeg vil tro, at nutidige børn og unge vil have brug for en del forklaringer
for helt at kunne følge tankegangen i sangen. Hvad er ”et lille vænge”? En lo?
Hvad vil det sige, at bondegården er ”tækt med strå”? Hvordan skal det forstås,
at jeg ”trækker […] min lille spand” ”op af brøndens klare vand”? Hvad
foretager sangens jegperson sig, når han/hun ”følger koen i sin bås”?
Det nutidige behov for forklaringer er ikke specielt for Min bondegård. Det
gælder for størstedelen af den såkaldte danske salme- og sangskat, arvesølvet.
Alle kulturer har i deres sange og salmer, filosofi og litteratur en tilsvarende
reference til subsistenslandbruget. Det var nogenlunde som i sangen ovenfor,
man i sentimentale stunder fortolkede og besang landlivet. Sådan har udenforstående
i øvrigt altid fortolket det, siden byerne opstod i den grå oldtid.
Sådan gjorde de antikke grækere og romere, sådan gjorde formand Maos kommunistiske
og kinesiske kulturrevolution, og sådan får man EU’s absurde landbrugsstøtte
til at glide ned hos nutidens europæiske skatteydere.
Det er ikke så mærkeligt, at det kan gå sådan, for landbruget er dybt forankret
i alle de store civilisationer – den mellemøstlige, den kinesiske, den
indiske, den europæiske og de oprindelige amerikanske for nu at nævne dem
vældige ting