om maden - Søren Mørch

tøj og høtyv i et nabohus, når man skal fotografere hinanden for at dokumentere,
at man har aflagt stedet det skyldige besøg, så blev turiststrømmen ikke,
hvad man havde håbet på i Eldon. Der sker en stadig afvandring ikke alene
fra byen, men også fra Wapello County, amtet, som Eldon ligger i, og selv fra
hele staten Iowa, men det er en anden historie, som vi vil vende tilbage til.
Grant Wood boede til daglig i Cedar Rapids, en større by i Iowa med cirka
120.000 indbyggere. Ifølge turistbrochuren er den navnlig berømt for, at den,
Paris i Frankrig og Osaka i Japan er de eneste tre byer i verden, der har deres
rådhus liggende på en ø i en flod. Wood boede sammen med sin mor og sin søster
i en ombygget skurvogn bag ved et gammelt lighus, der tilhørte hans ven
David Turner, som var bedemand. Hjemkommet fra turen til Eldon tegnede
han ved morgenbordet en skitse til maleriet bag på en konvolut. Han fortalte,
at han allerede havde kig på, hvem der skulle stå model til manden. Det skulle
hans tandlæge, dr. McKeeby, men han var i tvivl om, hvem der skulle stå
model til kvinden. Hans søster Nan spurgte, om han ikke kunne bruge hende.
Grant kikkede på hende og sagde: ”Du er for fed i ansigtet.” Men efter at have
betragtet hende endnu en gang sagde han: ”Men jeg kan slanke det ind.”
Wood malede Dr. Byron McKeeby i tandlægeklinikken. Nan sad model
hjemme i skurvognen. Hun måtte rede permanentkrøllerne ud og lave midterskilning.
Zigzagborten på forklædet var umoderne og kunne ikke længere
købes. Den kom først frem igen, efter at maleriet var blevet kendt, så den
sprættede hun af en af sin mors gamle kjoler. Kaméen tilhørte deres mor. Grant
trøstede både Nan og dr. McKeeby med, at han lavede om på deres udseende,
så når folk så dem på maleriet, var der ingen, der ville kunne genkende dem.
Det skulle vise sig at være en fejltagelse.
Maleriet var ikke nogen umiddelbar succes. Det sagkyndige bedømmelsesudvalg,
der censurerede værkerne til Art Institutes årlige udstilling, kasserede
billedet. Det kom kun med på udstillingen, fordi et af Friends of American Arts
indflydelsesrige bestyrelsesmedlemmer tog det ud af den bunke billeder, der
skulle sendes retur, og personligt bar det hen til formanden for bedømmelsesudvalget.
”Nå, jeg ser, De kommer med det komiske stykke,” sagde formanden.
Bestyrelsesmedlemmet blev lidt pikeret og fortalte, hvor godt han syntes
om billedet. Han købte det, og derefter pressede han juryen til at tildele det
en tredjepræmie. Bagefter overbeviste han sin ven, formanden for Friends of
American Art, om, at museet skulle købe det af ham for det, han selv havde
givet for det, og lade det indgå i samlingen.
Hvad Grant Wood selv ville med billedet, da han malede det, er ikke godt at
vide. Han havde uddannet sig som kunsthåndværker og maler, og han havde,
som det hørte sig til for amerikanske kunstnere i 1920’erne, i et par perioder
været på studieophold i Paris. Da han fik den opgave at udføre glasmosaikvinduer
til Cedar Rapids Veterans Memorial Building, tog han i 1928 på studietur
448
vældige ting