Referenceprogram for angstlidelser hos voksne - Sundhedsstyrelsen

Et spansk studie fra 1995 (313) har således sammenlignet forbruget af sundhedsydelser i året før
diagnosticeringen af panikangst med forbruget i det efterfølgende behandlingsår (n = 61) (313). Den
primært anvendte behandlingsmetode i studiet var farmakologisk, idet 59 ud af de 61 patienter modtog
farmakologiskbehandling (hyppigst i form af alprazolam alene eller i kombination med antidepressiva).
De resterende to patienter modtog adfærdsterapi. Resultatet viser et drastisk fald i det totale antal besøg
hos praktiserende læger og andre specialister (ekskl. psykiatere), idet antallet af besøg blev reduceret
fra 313 i året op til behandlingsopstart til 15 i det efterfølgende år. Alt i alt medførte behandlingen en
stigning i de direkte omkostninger, idet disse var på 29.156 $ i året op til behandlingsopstart, mens de
i året med behandling steg til 46.222 $. Denne stigning i de direkte omkostninger blev dog opvejet af
et fald i de indirekte omkostninger fra 65.643 $ til 13.883 $ pga. et betydeligt fald i antallet af dage
med sygeorlov. Resultatet skal dog fortolkes med forsigtighed, idet studiet lider under visse metodiske
mangler. Studiet er forholdsvis lille, og der er ingen kontrolgruppe. Ligeledes analyseres der kun på de
patienter, der gennemførte behandlingen.
Roy-Byrne et al. (2001) har undersøgt, om SSRI-behandling (med paroxetin, fluoxetin og sertralin) af
patienter med panikangst medfører en reduktion i forbruget af sundhedsydelser (n = 120) (311). En
sammenligning af forbruget seks måneder før behandling med en seksmåneders opfølgningsperiode
viste, at behandling med sertralin førte til en signifikant (p < 0,05) reduktion i antallet af
skadestuebesøg og laboratorieundersøgelser. For paroxetin og fluoxetin sås der ligeledes et fald, men
dette var ikke signifikant. Når ændringerne i omkostninger mellem de to perioder betragtes, er der
ingen signifikant forskel (udgifter til SSRI-præparaterne er medtaget i omkostningerne). Et nyere studie
bekræfter, at behandling af angstpatienter med sertralin medfører en reduktion i sundhedsudgifterne
som følge af et lavere forbrug af sundhedsydelser generelt (287).
Et canadisk studie har undersøgt, hvordan det at give empirisk dokumenteret KAT til patienter med
panikangst og agorafobi kan influere på det generelle forbrug af sundhedsydelser (n = 84) (314).
Indsamlingen af omkostningsdata foregik retrospektivt og var baseret på selvrapporterede forbrug for
tremåneders perioder. I studiet sås der en reduktion i ressourceforbruget før og efter behandling på hhv.
23 % og 43 % af de totale sundhedsomkostninger og psykiatrisk relaterede behandlingsomkostninger.
Omkostningerne til behandling er dog ikke medtaget i analysen. Forfatterens argument herfor er,
at formålet med undersøgelsen er at se på forskellen før og efter behandling. Sidstnævnte studie
lider under metodiske problemer såsom manglende systematisk opfølgning på de patienter, der ikke
gennemførte behandlingen.
Et ungarsk studie har ligeledes undersøgt, om behandling kan ændre forbruget af sundhedsydelser
(315). Her er der dog desværre signifikante forskelle i baselineværdierne mellem behandlings- og
kontrolgruppen, hvorfor det ikke er muligt at vurdere, om den observerede forskel kan tilskrives en
behandlingseffekt.
Målet med ovenstående studier er typisk at vise, at behandling af angstpatienter medfører en reduktion
i de direkte og indirekte omkostninger, og at denne reduktion er i en størrelsesorden, der modsvarer
omkostningerne til behandlingen. Denne interesse for at undersøge cost-offset-effekten af behandling
bunder formentlig i de mange undersøgelser (se afsnit 11.1.2), der har vist, at angstpatienter har et øget
forbrug af somatiske sundhedsydelser mv.
Det skal dog påpeges, at der inden for sundhedsvæsenet normalt ikke er et krav om, at
behandlingsmetoder skal være selvfinansierende.
11 Referenceprogram for angstlidelser hos voksne