Referenceprogram for angstlidelser hos voksne - Sundhedsstyrelsen

8.2.1 Eksponering og farmakologisk behandling ved agorafobi
Tabel 8.2 (appendiks B) viser resultaterne fra ti undersøgelser med eksponeringsterapi og farmakologisk
behandling over for agorafobi af mindst moderat sværhedsgrad. Otte undersøgelser omhandler
antidepressiva (én fluvoxamin, én clomipramin og seks imipramin) og to benzodiazepiner (alprazolam
og diazepam).
Undersøgelserne giver ikke mulighed for direkte sammenligning af farmaka og adfærdsterapi eller af
farmaka og kombinationsbehandling, fordi den medicinske behandling i praktisk talt alle undersøgelser
også omfattede instruktion i selveksponering. 25
Antidepressiva
Fem af otte undersøgelser (182-186) fandt bedre akutvirkning af kombinationsbehandling med
antidepressiva og eksponering i forhold til eksponeringsterapi alene, mens tre undersøgelser
(187-189) ikke fandt forskelle. En lille undersøgelse (184) fandt bedre virkning efter otte uger af
kombinationsbehandling sammenlignet med antidepressivum (imipramin) med instruktion om ikke at
eksponere.
Ved ingen af de fire undersøgelser med followup (182,186,190,191) var der øget virkning af
kombinationsbehandling i forhold til eksponeringsterapi alene 1-2 år efter behandlingen. Alle
undersøgelser med antidepressiva har imidlertid naturalistisk opfølgning med betydelig ekstra
behandling i followup-perioden.
Benzodiazepiner
I de to undersøgelser med benzodiazepiner fandt man effekt i den initiale fase af behandlingen,
som var af samme størrelsesorden for kombinationsbehandling med eksponeringsterapi og hhv.
lavdosis-diazepam (≤ 15 mg) (192) og højdosis-alprazolam (6-10 mg) (193), som den var ved
eksponeringsterapi og placebopille.
Ved followup efter 35 uger fandt undersøgelsen med højdosis-alprazolam dårligere virkning af
kombinationsbehandling end af eksponeringsterapi og placebo (193). Blandt respondenter var der et
tilbagefald på 50 % i alprazolamgruppen mod 12 % i placebogruppen. Kombinationsbehandling med
lavdosis-diazepam (192) gav ikke alment dårligere resultater ved followup efter et år end eksponering
og placebo, men færre patienter (22 % versus 40 %) opnåede stor bedring, og flere patienter oplevede
forværring (18 % versus 0 %).
8.2.2 Kognitiv adfærdsterapi og farmakologisk behandling ved panikangst
Tabel 8.3 (appendiks B) viser resultaterne fra 14 undersøgelser med kognitiv adfærdsterapi og
farmakologisk behandling ved panikangst. Antidepressiva indgår i 11 undersøgelser, heraf tricykliske
(imipramin og clomipramin) eller præparatet trazodon i 4 undersøgelser, SSRI (paroxetin eller
fluvoxamin) i 7 og en reversibel MAO-I (moclobomid) i 1 undersøgelse, og anxiolytica indgår i 3
undersøgelser (alprazolam i 2 og buspiron i 1).
Af de 11 undersøgelser, som direkte sammenligner farmakologisk behandling og KAT, opnåede
KAT den bedste effekt i den initiale fase i 4 tilfælde (194-197), farmaka opnåede den bedste effekt
i 2 (198,199), mens de to metoder opnåede lige stor effekt i 5 undersøgelser (200,201); (202-204).
Resultaterne er således heterogene.
25 Johnston et al. (187) foretog en sammenligning, men i en metodisk mindre tilfredsstillende undersøgelse, mens Telch
et al.s (184) undersøgelse omfattede en gruppe patienter, som fik medicin med instruktion om ikke at eksponere i de
første 8 uger af undersøgelsen, der strakte sig over 26 uger.
Referenceprogram for angstlidelser hos voksne