Hele publikationen i printervenligt format - Undervisningsministeriet

Solidaritet og omsorg
I de senere år har der været en tendens til, at velfærdsstaten
har overtaget - ja måske næsten fået monopol på - begreberne
solidaritet og omsorg. Vi er solidariske via vor skattebillet og
udviser omsorg gennem overførselsindkomster, pasningstilbud
til unge og gamle og forskellige former for behandlingsprogrammer.
Men solidaritet og omsorg begynder et helt andet sted end i
velfærdsydelserne, uanset at de er grundlaget for overhovedet
at have et velfærdssamfund. For solidaritet og omsorg begynder
og ender hos den enkelte. Derfor er det vigtigt, at vi allerede
tidligt lærer at forholde os til de to værdier. I stedet for
solidaritet og omsorg kunne vi med afsæt i vor menneskelige
og kristne kulturarv også samle værdierne under betegnelsen
“næstekærlighed”.
I løbet af sit uddannelsesforløb bliver eleven og den studerende
bevidst om, at solidariteten er betinget af indlevelse og af,
at man sætter sig ud over sig selv og giver køb på egne interesser
til fordel for andres. Det forudsætter også ansvarlighed. At
udvise solidaritet er ensbetydende med at gøre fælles sag og
dermed tage del i et ansvar.
For mig er solidaritet og omsorg grundpiller i et menneskeligt
fællesskab. Her gælder det, at der er plads til alle - men dermed
ikke, at der er plads til alt. Det gælder i familien, i skolen
og i det store samfund, det nationale og det internationale.
Det er derfor også vigtigt, at vi får lov til at erfare, hvad solidaritet
og omsorg indebærer i praksis. Hvad det kræver, og
hvad det giver. Hvad det betyder for den enkelte såvel som for
fællesskabet.
Et af de emner, som har været heftigt diskuteret på det seneste,
er folkeskolens indsats i forhold til børn, der mister en
forælder. Et argument i debatten har været, at der bør laves en
handlingsplan for, hvordan skolen tackler den situation. Men
31