AT BEFORDRE ELEVERNES FÆLLES DIALOG - Opgavebank

- ”Anders: Han (ørnen Klavs) har noget hjemve.”
- ”Ditte: Der står: ”En beklemmende Følelse af forladthed sneg sig ind i den unge Kongeællings Bryst.’”
- ”Anton: Han (ørnen Klavs) vender sig og putter sig i en mørk krog, så han kan skamme sig.”
Således observerede jeg for det første, at det var et mindretal af elever i klassen, der selv markerede
sig mundtligt. For det andet formulerede eleverne sig kun kortfattet om fiktionsteksten. Desuden
kommenterede eller svarede eleverne ikke på hinandens udsagn, men kun på dansklærerens ytringer
og spørgsmål. Det var også mit indtryk, at eleverne ikke rigtig fik mulighed for selv at forholde sig
til novellens temaer og budskab, inden dansklæreren havde fremlagt sin egen fortolkning af den.
Umiddelbart efter, at klassen havde talt om ørnen Klavs‟ følelser i historien, kom dansklæreren ind
på novellens budskab eller pointe:
”Dansklæreren: Så kommer vi til budskabet. Pointen (…) Arv og miljø. Hvad er det for to størrelser? Hvad er
det for noget, når vi snakker om arv, hvad mener vi så? Og når vi snakker om miljø, hvad mener vi så? Hvad
er det, der menes med de her to ord – og hvordan sætter I det i forhold til vores pointe i slutningen? Hvad
mener man, når man siger arv? Hvad har I arvet fra jeres forældre?
Jon: Man arver gener.
Dansklæreren: Man arver gener, så man har altså nogle gener i sin krop, det er ens arv, det er alle de
egenskaber man har som person, at man har temperament, at man er rolig, at man er vild eller
lidenskabelig. Det er altså noget, man har arvet. Hvornår fandt man ud af det? Hvornår fandt man ud af, at
man havde gener? Og hvem fandt ud af det? Sådan cirka?”
Der var ingen tvivl om, at dansklæreren havde forberedt sig grundigt og engageret. Dog betød det
her, at eleverne ud fra min oplevelse ikke selv rigtig fik mulighed for at samtale om deres opfattelse
af budskabet først. I stedet forløb plenumsamtalen ud fra dansklærerens fokus på arv og miljø,
hvilket hun også knyttede an til sit afsæt i Darwins forskning og til et efterfølgende
hjemmeforberedt oplæg omkring det moderne gennembrud. Derfor bed jeg særligt mærke i, da hun
omtalte arv og miljø som ”vores pointe” i fiktionsteksten, da det egentlig var en pointe, hun selv
havde formuleret. Dialogforskeren Martin Nystrand mener, at monologisk undervisning er
kendetegnet ved, at læreren gør sin stemme enerådig og dominerende, mens denne i overvejende
grad blot søger at teste eleverne i, om de ved, hvad læreren mener eller tænker. På lignende vis
opfattede jeg på dette tidspunkt plenumsamtalen som værende overvejende monologisk, fordi
45