her - Forskningscenter for Livskvalitet

SØREN VENTEGODT
Ayur Veda i Katmandu
Engang besøgte jeg det store ayurvediske hospital i Katmandu. Jeg husker
tydeligt de mørke, snævre gader, de traditionelle træhuse, de fattigste
slumkvarterer nede ved floden, hvor børnene alligevel ikke græd, selv om
de ikke kunne have meget at spise, og livets langsomme rytme, som om
folk havde hele livet til at vaske deres tøj i floden.
Jeg opholdt mig i byen nogle dage, før jeg tog videre ud i Himalayas lodrette
bjerge. Jeg rejste med min bror. Vi boede på det gode Hotel Vajra med
det fine bibliotek og den rigtige Yogi, tæt ved Abetemplet, dengang Hotel
Vajra stadig var til at betale for SU’en.
Jeg besøgte det lokale hospital for at få et indblik i Ayur Vedaens mysterier,
denne tusindårige lægekunst, der først og fremmest handler om meditation
og udvikling af patientens bevidsthed. En venlig, ayurvedisk læge
forklarer mig længe og indgående om det ayurvediske systems mange fortræffeligheder.
Efter en lang filosofisk udredning siger han: “Det bedste ved det hele er
naturligvis, at vi i et fattigt land som Nepal kan dyrke alle lægeplanterne i
hospitalets egen have, og selv lave vores medicin. For det er jo den aurvediske
urtemedicin, der redder folk på kort sigt, når de er blevet syge. Meditation
og den slags er først og fremmest gode til langvarige, kroniske sygdomme
og til forebyggelse. Når folk er akut syge, har de brug for medicin.”
“Er det stærk medicin I får fra de urter?”, spørger jeg, noget forbavset
over, at man kan kurere akutte tarminfektioner, der i Vesten ville kræve
store mængder antibiotika, med tynde planteudtræk.
“De er ikke stærke på den måde, at man kan dø af dem, men de er meget
effektive, når det lykkes lægen at vælge lige præcis den rigtige medicin til
den rigtige personlighed.” Han sagde “personlighed”. Det ville vi altså ikke
have sagt på den lægeskole, jeg gik på.
“Hvordan ved man, om det er lykkedes at vælge den rigtige medicin?”
“Ved at patienten bliver rask igen, naturligvis.”
Mens jeg var i Nepal fik jeg at vide, at 30 lokale nepalesere netop var døde
af tarminfektion på hospitalet, formodentlig var det en koleraepidemi.
Dengang tænkte jeg, at det var forfærdeligt at disse mennesker døde, når
jeg kunne have reddet dem alle sammen for 1000 kr. af mine rejsepenge
ved at købe antibiotika til dem.
136