her - Forskningscenter for Livskvalitet

SØREN VENTEGODT
næsten fuldstændigt. Hun kunne vanskeligt gå, da hun kom, men hun går
almindeligt ud af døren efter behandlingen. Derefter helede hendes sår
hurtigt.
Mange gange, når zoneterapeuter går for hårdt til meget syge mennesker
og løsner fødderne, får folk elefantben, fordi de frigør nogle affaldsstoffer
nede i fødderne, som så sætter sig i benene”, forklarer behandleren.
Jeg sender ham mit “Du ved godt at jeg nu synes du siger noget sludder”-blik.
“Jamen, næste dag, når de vågner, er benene så tykke, at de ikke kan gå
på trapper, og så må jeg have fat i dem”, siger han.
“Jeg tror ikke, at det er affaldsstoffer”, siger jeg, “Jeg tror ikke en pind på
dine affaldsstoffer - hvad skulle det være for nogle stoffer?”
“Du ved godt”, insisterer han, “at lymfesystemet er en form for kloak.
Der sker en forbrænding ude i kroppen, og hvis der er en infektion, er der
jo døde celler og sådan noget; der kommer al muligt skidt og møg.”
“Der kommer ingen døde celler. De bliver spist af makrofagerne”, indvender
jeg i overensstemmelse med den bedste skolemedicin.
“Så ved jeg ikke, hvad det er der sker”, siger behandleren, “jeg ved bare,
at når jeg åbner de steder, altså energimæssigt, og afspænder, så begynder
væsken i benet med det samme at tømme sig ud. Og fra at være sådan en
stor pølse her, bliver benet næsten omgående smukt og slankt. Og infektionen
læges. Og såret heler.”
“Jeg tror på det du fortæller mig”, siger jeg, “min forklaring på det er bare,
at vævet hæver, når det er informationsmæssigt forstyrret; jeg tror ikke,
at der er tale om kemiske stoffer, der hober sig op. Og de forstyrrelser
hænger sammen med fornægtelser af det pågældende område i kroppen.
Når vi fornægter livet, går kroppens forskellige dele let med i købet.”
226