her - Forskningscenter for Livskvalitet

10. FØLELSER OG SELVHELBREDELSE
leder af projekter med mange ansatte og mange samarbejdspartnere vil jeg
gerne behandle alle ens og retfærdigt.
“Du er en dræber”, råber fyren igen, “jeg er bange for dig. Du går og ser
venlig ud, og så lige pludselig: Bang! Så er jeg død.”
Jeg kan ikke lade være med at grine, hvilket gør ham endnu mere rasende.
“Gem du dig bare bag dit fjogede grin!”, skriger han.
“Nu rører du ham ikke”, instruerer gruppelederen, lige før han skal til at
slå mig.
Nu bliver jeg meget opmærksom på mine følelser, som jeg normalt ikke
lægger mærke til. Jeg har jo følelser. Jeg kigger rundt i lokalet, og ser på
mine følelser, der skifter med den person, jeg ser på. Jeg har varme følelser
for en håndfuld af de tilstedeværende. Jeg kan lide at de har hjerte, humor,
rummelighed, perspektiv, intelligens, dybde. Det er menneskelige kvaliteter,
jeg sætter pris på.
Mine følelser er ikke helt så varme for resten af gruppen. Jeg synes,
mange af deltagerne ser ud som patienterne derhjemme: neurotiske, selvhøjtidelige
og kærlighedsmæssigt forkrøblede. De ser ud til at være fanget i
en offerrolle, hvor de har ondt af sig selv.
En efter en kommer disse forpinte mennesker hen til mig og erklærer
mig deres had og modvilje. En af kvinderne er nødt til at have fat i en pude,
som hun banker ned i gulvet foran mig, mens hun råber og skriger.
Gruppelederen får hende til at sige navnet på hendes utro mand, som jeg
minder hende om.
Jeg ved godt, at det jeg ser, er et spejl af mig selv. Den lidelse, jeg ser i
andre, er min egen. Jeg begynder helt uventet at græde. Jeg overvældes af
sorg over mine idealer, som jeg er så langt fra selv at leve op til.
En pige kommer hen til mig. Uopfordret. Uventet. Hun sætter sig bag
mig. “Jeg kommer for at støtte dig”, siger hun, og sætter sig tæt hen til mig,
og holder om mig.
“Hvorfor kommer hun?”, tænker jeg. Og så går det med et chok op for
mig, at hun kommer, fordi hun kan lide mig.
247