her - Forskningscenter for Livskvalitet

SØREN VENTEGODT
Kvantefysik i junglen
Det har været en hård dag, både fysisk - med omkring 40º C i skyggen og
ekstra mange af de små, sorte, bidende sataner, der efterlader et lille, blødende,
stærkt kløende sår i huden - og psykisk, med mange sammenstød
og skænderier. Vi lever på en lille træplatform dybt inde i Amazonjunglen
på 3. uge, og er ved at gå hinanden godt på nerverne.
Nu er det aften under ækvator, frøerne larmer, når de kvækker i takt i
tusindvis, og vi sidder som så mange aftener før i petroleumlampens skær
og diskuterer, hvad virkeligheden er for noget, og andre af den slags
grundlæggende og væsentlige filosofiske spørgsmål. I dag er det kvantemekanikken,
der er på dagsordenen. En teoretisk fysiker blandt os mener,
at vi har godt af at få repeteret de grundlæggende mysterier.
“Det helt fundamentale forsøg i kvantemekanikken er det følgende. Man
tager en plade med to huller i - det er i virkeligheden et gitter, men det spiller
ingen rolle - og sender elektroner gennem pladen, en ad gangen. Når
man så registrerer, hvor elektronerne lander på en anden plade umiddelbart
bag den første, viser det sig overraskende, at der kommer et interferensmønster
på pladen. Sådan et mønster fuldstændigt magen til det der
dannes, når en bølge går gennem en plade med to huller i.
Elektronen rammer altså særlig tit den anden plade midt mellem de to
huller, hvor den slet ikke burde kunne ramme. Den opfører sig ikke som en
partikel, men som en bølge. Og på samme måde som en bølge, der er bred
nok til at gå igennem begge huller på samme tid, skaber elektronen selv en
bølgetop bag pladen midt mellem hullerne.
Bølgemønstret har en geometrisk forklaring: en bølge skaber to nye, cirkulære
bølger bag hver af de to huller; de to nye bølger interfererer nu
konstruktivt og skaber en bølgetop præcis på midten. Resultatet af forsøget
med elektronen kan kun beskrives på den samme måde: elektronen går
gennem begge huller på samme tid og spredes på samme måde som en
bølge bag hullerne.
Men da den jo er en partikel, burde det jo ikke kunne lade sig gøre. Den
klassiske løsning på problemet er at beskrive partiklen med en statistisk
bølgefunktion, som kvadreret giver sandsynligheden for partiklens placering.
Selve bølgefunktionen kan ikke tillægges fysisk betydning.”
56