her - Forskningscenter for Livskvalitet

SØREN VENTEGODT
“Det eneste, der kendetegner en bestemt type frøæg er jo DNAet i kernen”,
indvender jeg og er utilfreds med Sheldrakes forklaring. ”Når vi skifter
DNAet, eller rettere hele kernen ud, med en kerne fra en naboart, udvikler
ægget sig nu til denne naboart, og ikke til den art, som ægget oprindeligt
var”.
Den dér underlige formskabelon, der eventuelt vekselvirker på tværs af
rummet, er simpelthen nødt til at vekselvirke specifikt med kernen og
DNAet - og med proteinerne i resten af cellen for den sags skyld. “Sheldrakes
billede af virkeligheden er for upræcist og tåget til at kunne fungere
som en brugbar forklaring”, tænker jeg.
“Når man først kan krystallisere et stof i et laboratorium, kender man det
jo og kan fremstille det mere rent, og så er det jo ikke så mærkeligt at de
andre laboratorier også kan krystallisere det. Og når forskerne ved præcist
hvad rotter kan, er det lettere at sætte forsøgene op og vise at de kan det.
Og der er formodentlig gode grunde til at dyrene har de former de har, så
det er måske ikke så underligt at der både er pungulve og almindelige ulve”,
siger Holger, der heller ikke er overbevist.
“Der er altså et eller andet om det, han siger”, siger jeg til James, da vi
følges ad hjem, “der er et eller andet ikke-lokalt ved universets information,
ligesom en stor pulje, hvor al informationen havner, hvor alle mønstre
fra tidernes morgen bliver lagret. Og det levende er netop bygget til at læse
de her informationsmønstre.”
“Det der med krystallerne og rotterne tror jeg altså ikke på”, siger James,
“hans eksempler var ikke gode; de var faktisk temmelig dårlige. Jeg synes
heller ikke at han havde nogen præcis teori for formdannelse, der kan testes
eksperimentelt.”
Jeg nikker. Sheldrakes forklaring er for ufærdig og måske for spekulativ,
men han peger på noget, som den biologiske videnskab længe har overset
og forsømt, og tilmed noget af meget stor betydning og vigtighed: formens
mysterium.
84