her - Forskningscenter for Livskvalitet

SØREN VENTEGODT
er ikke engang sikkert at en by-pass operation vil hjælpe ham. Måske skulle
vi overveje at give ham et nyt hjerte med det samme. Han er jo ikke så
gammel.”
Den unge læge, der har haft nattevagten, hakker let i det og taler lidt for
hurtigt under det psykiske pres, det er at stå over for to 1. reservelæger, en
overlæge og en professor med skeptiske øjne og miner, der lyser af påtaget
tålmodighed.
Der følger en kort kaffepause. Vi studenter sidder sammen og udveksler
ligegyldigheder om eksamensdatoen, der endelig er kommet, om en uvenlig
sygeplejerske, der af Gud ved hvilken grund ikke bryder sig stort om
studenter, og om den patientkaffe, vi drikker, der som altid smager billigt,
tyndt og gammelt.
Lokalet skråt over for os er det store monitoreringsrum hvor de mange
computerskærme løbende viser patienternes hjertediagrammer. Der sidder
en enkelt hvidkitlet læge og gennemgår nattens hjerterytmer hos en af de
dårlige patienter. Uendelig tålmodigt kigger han på skærmbillede efter
skærmbillede af serier af parallelle krøllede streger, mens han leder efter
bestemte mønstre i kurverne.
Undervisningen begynder og vi følger lægerne rundt på stuerne. Vi diskuterer
vanskelighederne ved at læse elektrokardiogrammets mange parallelle
kurver samtidigt, vi trænes i at finde bestemte afvigelser fra det normale
og lærer, hvordan man korrigerer dem med medicin af ret type i ret
dosis. “Hjertemedicin er en eksakt videnskab”, understreger den læge jeg
følger. Den holdning deler han med overlægerne på afdelingen, hvoraf flere
er berømte kardiologer med omfattende publikationslister og rejseaktivitet.
Jeg synes der er et mærkeligt svælg mellem det vi lærer og den virkelighed
jeg observerer. Vi lærer at hjertemedicinen har nået et højt udviklingsstade
og nu er en effektiv hjælp for mange syge mennesker. Men patienterne
er et trist syn. De virker ikke synderligt glade, nærmest som om de ikke
er blevet hjulpet for alvor. De overlever, det er det hele.
Patienterne er ikke bare hjertesyge, det er værre fat med dem end som
så. Jeg oplever at de ofte er mennesker hvis tro på livet har fået nogle
knæk. Det er meget almindeligt at de lider af depressioner og dødsangst.
Mange af dem er langtidssygemeldte eller sygepensionerede. Deres syn på
264