her - Forskningscenter for Livskvalitet

SØREN VENTEGODT
den ekstra detalje, at de yderste hudceller fylder sig selv med hornstof, således
at der dannes en perfekt barriere for bakterier, væske osv. mod omverdenen.
Hornstoffet kender vi også fra hår og negle. Bevægeapparatet
gør at vi kan handle. Vi kan løbe og svømme, vi kan tale, vi kan arbejde.
4. Nervesystemet og kirtlerne
De omfatter hjernen, rygmarven, nerverne, sanseorganerne og huden (sensorisk),
pinealkirtlen, hypofysen, skjoldbruskkirtel (endokrin), binyrerne
og kønsorganernes kirtler
Nervesystemet er højest udviklet hos mennesker, hvor storhjernen får en
vægt på 1,5 kg og rummer de nævnte 25.000.000.000 nerveceller. Storhjernen
tager sig af fortolkningen af sanseindtryk og samler dem i pandelappen
til vores beskrivelse af virkeligheden i tid og rum. Storhjernen rummer
detaljerede strategier for, hvordan vores livsdrømme skal føres ud i virkeligheden,
og står i direkte forbindelse med bevægeapparatet. Der går faktisk
nerveudløbere direkte fra storhjernen til alle kroppens muskler; når
nervesignalerne når muskelfibrene, trækker de sig sammen, hvorved vi
bevæger os.
Lillehjernen gemmer alle de komplicerede bevægelsesmønstre, så vi kan
udføre dem automatisk. Dybere i hjernen findes alle de dele, som vi har til
fælles med aberne og de andre hvirveldyr fra pattedyr, over krybdyr og
padder til de simpleste fisk. De regulerer appetit, seksualitet, kamp- og
flugtmønstre, søvn mm.
Et højtudviklet system af endokrine kirtler sørger for at væv og celler
vokser rigtigt (væksthormon fra hypotalamus), har det rigtige aktivitetsniveau
(T3 og T4 fra skjoldbruskkirtlen), det rigtige sukkeroptag (insulin fra
bugspytkirtlens betaceller i de Langerhanske Øer), kroppens stressniveau
(binyrebarkhormonerne), kønskarakteren og kønsdriften (hormoner fra
hypofysen og testikler/æggestokke) osv.
Hormonerne virker på den måde, at de passer som en nøgle i en lås på
cellerne, hvor receptormolekylerne i cellernes ydre membraner registrerer
at hormonet er på banen. Derefter afspilles et i forvejen fastlagt program,
som cellen rummer. Det er således ikke kønshormonerne i sig selv, der giver
formen som mand eller kvinde; men hormonet fortæller kroppen hvil-
184