Beslutningstageren i Forsvaret - Forsvarskommandoen

Den multiaspektive models oprindelse
Den multiaspektive model har sin oprindelse i Østergaards studier af skizofrenes formelle
tankeforstyrrelser (1962). Østergaard tager udgangspunkt i en udviklingsmodel, der peger på
tænkningens udvikling som den foregår hos mennesket fra barn til voksen (idet hun henviser
til tidligere arbejder af Vygotsky, Werner og From).
Et eksempel kan illustrere denne udviklingssynsvinkel: Et lille barn, som bruger ordet ”fugl”,
kan selvfølgelig ikke have hverken det samme vidensmæssige indhold eller den samme struktureringsform
bag anvendelsen af ordet som en voksen med et godt kendskab til fugle. Dette
viser sig blandt ved, at barnet kan finde på at sige ting om fugle, som vil overraske den voksne.
Barnet kan bruge ordet på en måde der afslører, at det ikke har et klart, udkrystalliseret
begreb liggende bag ordet. Barnets struktureringsform er snarere noget flydende, svingende
og afhængig af den givne situation. På et senere tidspunkt i udviklingen vil det lidt større barn
kunne udvise en tendens til at holde meget fast i den opfattelse som det umiddelbart får af
en given genstand eller situation. Dette betegnes ofte som en ”konkret indstilling”.
I sin helt ekstreme form ses den konkrete indstilling for eksempel hos patienter med bestemte
typer af hjerneskade. Sådanne patienter kan for eksempel præsenteres for en test, hvor
de bliver forelagt et sæt af små forskelligfarvede garnnøgler (en almindelig benyttet testtype
for disse patienter). Man beder så patienten finde andre garnnøgler, der ligner én bestemt
udpeget garnnøgle - med fx en grønlig nuance. Den konkret fungerende patient kan da sige,
at dette ikke er muligt, idet ingen af de andre garnnøgler ligner den udpegede. Normalt fungerende
mennesker ville kigge efter andre grønne nuancer og sige, at alle disse ligner hinanden,
fordi de er grønne. Man siger, at den konkret fungerende patient ikke er istand til at
foretage den fornødne abstraktion ved at se bort fra de konkrete forskelle og hæfte sig ved
de væsentlige ligheder.
Østergaard opererer på denne baggrund med en tre typer af struktureringer, nemlig a) den
udviklingsmæssigt første strukturering, der kan karakteriseres med ord som amorf, udifferentieret
og vag, b) den efterfølgende strukturering, der karakteriseres som genstands- og situationsbunden,
og endelig c) den udviklingsmæssigt afsluttende strukturering, der karakteriseres
som abstrakt, fleksibel og bygget på realistiske generaliseringer.
Disse tre typer af strukturering følger altså hinanden i et udviklingsforløb; men de afløser ikke
hinanden fuldstændigt. På forskellig vis kan de væves ind i hinanden. De formelle tankeforstyrrelser
hos skizofrene patienter er netop karakteriseret ved, at den skizofrene på en uforudsigelig
måde kan svinge mellem de forskellige struktureringer. Østergaard er af den opfattelse,
at den skizofrene har vanskeligt med den overordnede kontrol med sin måde at strukturere
på, hvilket fører til en svigtende og svingende tilpasning til den foreliggende situations
krav og normer.
Videreudviklingen frem mod den multiaspektive model
I Østergaards model lægges vægt på, at struktureringerne kan være ”regressive” eller ”umodne”.
Både den vage, amorfe strukturering og den situations- og genstandsbundne strukturering
fremstår let i et negativt skær. Den abstrakte, fleksible strukturering fremstilles som endemålet
og den opfattes let som udelukkende positiv. Selvom Østergaard bemærker, at de
tre typer af strukturering også kan iagttages hos normale voksne mennesker, er hendes vokabular
indstillet til især at gribe de anormale tankeforstyrrelser hos voksne og den umodne
tænkning hos børn. Ved således at have fokus på mere ekstreme forhold mindskes muligheden
for at se modellen som en mere generel model af menneskers tankemæssige struktureringsformer.
Østergaards model er her netop blevet modificeret og udbygget til en generel
model af struktureringsformerne.
10