Beretning om Veterinærvæsenet og Kjødkontrollen i Norge for året ...

24
En apotheker havde expederet en recept pa' arsenikvaskoplosning efter
veterinærpharmakopoen af 1880 og derved forårsaget 2 dyrs clod (en okse og
en ko). Apothekeren betalte dyrene (Nokleby).
Om en forgiftning efter gjæret og muggen graks (torskeleveraffald) beretter
amtsdyrlæge Marunt (Frosten) følgende:
Den 3clje april blev jeg anmodet om at tilse en besætning i nabodistriktet,
Leksviken. Man formodede, at det var en ondartet sygdom, da samtlige 13 dyr var
mer og mindre syge, 1 var død og 3 var så darlige, at man ventede deres død hvert
øjeblik. Ved min ankomst var de endnu ulve, men ikke stort mere heller. De lå på
siden med udstrakt hode og ben, fuldstændig bevistløse; øjnene var i påfaldende grad
indsunkne, kolde på hornene, ryggen og benene, af og til svage krampetrækninger,
vom- og tarmbevægelse ikke mærkbar, temperaturen mellem 36 og 37 grader, hurtig og
Ilden puls. Ved undersøgelse pr. rectum fandtes, hos den mest angrebne ko, gjødning af en
eiendommelig tør, seig konsistens, mørkebrun af farve, indhyllet i et netverk af seige tørre
snaudsiggul farvede hinder. Gjødningen lugtede af harsk tran. Hos de andre to mest
angrebne kjør fandtes ingen gjødning. Samtlige de andre dyr havde i mere og mindre grad
tabt ædelysten og vombevaegelsen var forholdsvis undertrykt. Ungdyrene og de golde
kjør var mindst angrebne, hvilket sidste vil forståes af følgende. Eieren havde nemlig
for ca. 8 dage siden kjøbt 2 tønder graks, der var ham anbefalet som kraftfoder.
Budeien blev pålagt ikke at bruge mer end en liden halv bøtte til hele besætningen
2 gange om dagen. Hun sa imidlertid, at kjørene snart begyndte at melke mere, og
følgelig tænkte hun, det ikke kunde skade at øge graksrationen — vistnok til det
dobbelte — for derved at drive melkeproduktionen endnu hoiere op. De øvrige ikke
melkende dyr fik fortsat den af eieren bestemte ration. Denne øgede store ration i
forbindelse med, at kjørene ikke var tilvandt graks og endelig og vistnok ikke mindst,
at graksen var bedærvet — den var gjæret og iblandet mug — var utvilsomt årsag tit
sygommen. Der blev snarest mulig iverksat kur med slimede indhyllende midler
såvel pr. rectum som pr. os. Nat til den 4de og den 4de om eftermiddagen døde atter
to dyr. De øvrige, hvoriblandt en meget angrebet, kom sig. Den først døde ko var
nedgravet, de to sidste havde jeg anledning til at se, efterat de var åbnede og
indvoldene udtagne. Det oplystes, at der ved åbningen fandtes endel gul væske i
bughulen. Vomindholdet var fast af konsistens og lugtede af graks ; tyndtarmen
var sæde for en katarrhalsk betændelse; slimhinden på større partier afstødt; indholdet
var sparsomt, tyndtflydende. Kjødet så pent ud, blodet koaguleret. I det hele taget
må det siges, at der ved obduktionen var merkelig lidet at finde i forhold til den
voldsomt forlobende sygdom.
Graks er affaldet efter darnpsmeltet torskelever, og er i den senere tid i Frosten
og Strinden meget anvendt som kraftfoder. Kjørene er meget begjærlige efter graksen
og den står over alle mig bekjendte kraftfoderstoffe, hvad angår at øge melke.
produktionen. Allerede efter få dages fodring med graks udtaler samtlige, der liar
brugt den, at der kan merkes betydelig øgning i melkemoengden. Når den bruges
med made og er frisk, giver den ikke melken afsmag, ei heller forarsager den nogen
forstyrrelse i almenbefindendet hos koen.