at udvikles ved at udvikle - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

darder bliver systematisk relateret til hinanden og gjort eksplicitte gennem
systematiske refleksioner og beskrivelser, og hvor disse standarder
også bliver begrundet i forskningsbaseret viden og systematisk koblet til
strategiske mål. I det sociale og pædagogiske arbejde ser vi tvært imod –
som vi pegede på ovenfor - ofte tendenser til at det er midlerne (metoderne,
værktøjerne osv.), der styrer den praktiske udøvelse.
STANDARDER I SOCIALT OG PÆDAGOGISK ARBEJDE – ET FYORD
ELLER EN REALITET?
I dag bliver der udviklet generelle standarder for arbejdet inden for stadig
flere områder af offentlig virksomhed. I denne forbindelse er der kommet
flere kritiske indspil. Nogle mener fx, at standardisering inden for det, vi
kan kalde bløde relationsbaserede tjenester ikke er hensigtsmæssig. Én
påstand kan fx være, at opgaverne i denne type tjenester er af en sådan
kompliceret karakter, at standardiseringer ikke lader sig gennemføre
uden at gøre vold på brugerens unikke virkelighed og/eller gøre brugeren
til objekt.
Af og til kan det se ud som om, vi glemmer, at både socialarbejdere,
socialpædagoger og deres brugere, i tillæg til deres forskellige særtræk,
også har betydelige ligheder med hensyn til erfaring, behov og livsvilkår.
Det kan se ud som om, vi automatisk tager udgangspunkt udelukkende i
det særegne og ikke i alt det, som er fælles. Her kommer vi altså ind på
dilemmaet om forholdet mellem det generelle og det særegne. Kan vi i det
socialpædagogiske arbejde tage udgangspunkt i det generelle, samtidig
med at vi tager hensyn til det særegne?
Selvfølgelig kan vi det. Og selvfølgelig er det det, vi gør!
En ”standardisering” på bestemte strategiske områder i arbejdet udelukker
nemlig ikke at vi også tilføjer de nødvendige «individuelle variationer»
i det konkrete samspil med den enkelte bruger. Alle former for professionelt
socialt og pædagogisk arbejde har i realiteten altid haft en eller
anden form for kombination af generel og individuel tilgang. En benægtelse
af at socialt og pædagogisk arbejde de facto altid udformes i en kombination
af det generelle (standardiserede) og det særegne vil samtidig
være en benægtelse af, at vi som fagpersoner i realiteten tager generel
kundskab (teorier) og erfaringsudviklet praktisk ”know how” i brug i
arbejdet med den enkelte klient. Dvs. at vi ikke lærer af erfaring, hvad der
”fungerer” og hvad der ”ikke fungerer” i forhold til forskellige brugergrupper
under forskellige betingelser. Hvis vi benægter muligheden for at
kombinere det generelle og det særegne, så indebærer dette, at vi ser på
AT UDVIKLES VED AT UDVIKLE 12