at udvikles ved at udvikle - Institut for Uddannelse og Pædagogik ...

esultat. Den model for udviklingsarbejde som der er lagt op til i HPA-projektet
indebærer, at personalet i praksis forvalter det, de selv skaber. Dette
gælder både det, de skaber ”inde i sig selv” (nye handlekompetencer) og
uden for sig selv (standardiserede fagmodeller for ideel pædagogisk praksis,
faglige værktøj etc.).
Et konkret eksempel fra et udviklingsarbejde i Oslo kommunes byomfattende
forvaltning for barneverntjenester, kan illustrere det vi her taler
om (se Nygren 1999a og 1999b). Et af de praksisfelter hvor vi udviklede
fagmodeller inden for døgninstitutioners børneværnsarbejde, var
“ansvarsgruppearbejde”. I arbejdet havde vi et mål om at lave en fagmodel,
der sikrede, at vi kunne trække forældrene til børn der var taget under
omsorg og placeret på institutionerne ind i en mere aktiv rolle i forhold til
det udredningsarbejde, som de selv og deres børn var genstand for. På de
ansvarsgruppemøder hvor sagsbehandlerne og institutionspersonalet
koordinerer deres arbejde, havde forældrene ikke tidligere haft muligheder
for at deltage. At have forældrene med til disse møder indebærer bl.a.,
at de hele tiden kan følge og til dels påvirke den proces, som ender op i forslag
til indsatser i handleplanen for barnet, fx indsatser som tilbageføring
af barnet til hjemmet eller udplacering i familiehjem. Momenterne i fagmodellen
for ansvarsgruppearbejde, som på denne måde sikrede forældrenes
aktive deltagelse i ansvarsgruppemøderne, gav mange ekstra
gevinster: fx en reducering i antallet af klager ved vedtagelse af omsorgsovertagelse,
øget retssikkerhed, mere effektivt udredningsarbejde etc.
Pointen her er, at personalet før forandringen oplevede en modsætning.
Denne modsætning gik mellem ønsket om at få forældrene med og få de
ovenfor nævnte gevinster på den ene side, og de gamle indgroede rutiner
(hvor forældrene sjældent deltog i mødet) på den anden side. Denne type
modsætning var altså en modsætning mellem “utopien” (målet, ønskerne)
og den gamle faktiske model og virkelighed. Det var også en modsætning
mellem institutionspersonalets ønske om forældremedvirken og
holdningen hos sagsbehandlerne på socialkontorerne. Sagsbehandlerne
var vant til at styre denne type møder uden forældrenes “indblanding”. En
sådan modsætning mellem “idealer” og en veletableret praksis og gamle
rutiner som virkelig havde “sat sig” er ikke enkel at løse.
Dette var en af mange modsætninger, der blev afdækket, da vi gennemførte
vores interne kortlægning af “problematiske modsætninger” i
institutionernes virksomhed. En “dårlig” måde at overvinde denne modsætning
på i udviklingsarbejdet var selvfølgelig at sænke ambitionsniveauet
og til dels tilpasse vores mål eller ønsker til de rutiner, som i lang
AT UDVIKLES VED AT UDVIKLE 36