Å gi faen og si det som det er - Aarhus Universitet

offentlige‛ (MK2, 73). Knausgårds egen positionering i forhold til ‛intimisering og
invaderingen af det private‛ kan ses som udtryk for hans konservative livsholdning 6 .
Endvidere kalder udsagnet på smilet, idet i hvert dele af Min Kamp netop er meget
private – selvom Knausgård altså selv omtaler sit projekt som forskelligt fra andre
virkelighedshungrende kulturelle udtryk. Det er blevet foreslået, at Knausgård kan
forstås som en litterær pendant ‛til de nye sociale medier‛ (Hauge 2010b, 63). Min
Kamp er i høj grad litteratur med et ansigt (face), måske i stedet for en traditionel
fortæller (det vil være Hauges pointe). Ligeledes relaterer Haarder Knausgård til andre
dominerende kulturelle udtryk (Haarder 2010b, 29). Det er således interessant at
undersøge den bølge af ‛intimisering og invadering‛ af det private, som Knausgård
hævder at hade (alt imens publikum og læsere tilsyneladende intuitivt placerer ham
som del af samme) og hvilke forklaringer, der er på denne. Knausgård lancerer sit
projekt som et forsøg på at komme nærmere livet og det levende, og deri ligger i et
eller andet omfang en forbindelse til andre medier og udtryk, der på forskellig vis
forsøger at inddrage ’virkeligheden’. Samtidig tager han selv afstand hertil, og
præsenterer dermed sit projekt som forskelligt herfra (jf. også afsnit 3.2).
Antologien Virkelighedshunger (Knudsen og Thomsen 2002) behandler denne
virkelighedsbølge analytisk og teoretisk. Antologien viser, at begæret efter en autentisk
og virkelig oplevelse kan karakteriseres som en markant tendens i 1990’erne og
2000’ernes ‛kunst og kulturelle praksis‛. Lenemark pointerer tilsvarende, at der inden
for litteratur er sket en vending mod virkeligheden fra 1990’erne og frem, som han
placerer som en del af en større, virkelighedshungrende kulturel bevægelse, der også
ses i kunst, film og massemedier (2009, 87). Ligeledes konstaterer Hauge:
‛Samtidslitteratur er biografisk‛ (2010b, 65). Virkelighedshunger forbinder via
undertitlen (‛nyrealisme‛) denne bevægelse med realisme. ‛Nyrealisme‛ betegner
således:
1990’ernes og 00’ernes kunst og kulturelle praksis, hvor grænserne
mellem virkelighed og kunst, det dokumentariske og det fiktive og
mellem realitet og medie udfordres. Man ser det i værkbegrebets
opløsning, i tydelige biografiske spor i værkerne, i liveart og
6 Som Renberg påpeger hos Knausgård særligt i bind to, og som Knausgård selv i interviewet
delvis tilslutter sig (2010, 39-43). Det konservative kommer fx til udtryk i forhold til den
moderne far- og manderolle, som Knausgård kæmper med gennem bind to.
12