Å gi faen og si det som det er - Aarhus Universitet

også en anonymisering af byen Fjordgård (Hansen og Rein 2010, Kristensen 2010). 34
Men er ‛Andrea‛, ‛Ingvild‛ eller ‛Gunvor‛ så mindre autentiske og mere
fiktionaliserede og opdigtede, fordi de har fået et andet navn? Er brug af eget og
andres navne en garanti for, at der ikke er fiktionaliseret? Og medfører opdigtede
navne altid fiktion? I fx Kristian Ditlev Jensens Det bliver sagt (2001) er alle navne
undtagen forfatterens eget ændret (jf. forfatterens forord) – alligevel karakteriseres den
af Ditlev Jensen som sand og etisk fremfor æstetisk. Omvendt siger Knausgård selv, at
han i nogle tilfælde har ændret i handlingsforløbet i Min Kamp i forhold til, hvad der
faktisk fandt sted fx i forbindelse med farens død (Bokprogrammet-spesial 2010) ud fra
æstetiske hensyn. Således synes navnene ikke nødvendigvis at afgøre en teksts forhold
til sandhed og virkelighed.
Navneidentiteten og referencerne i Min Kamp inviterer læseren til at forbinde og
identificere personer og steder. Knausgård tilskynder selv hertil. Men referentialiteten
er ikke nødvendigvis udtryk for et 1:1 forhold mellem tekst og virkelighed og omvendt
er det heller ikke en fuldstændig ophævelse af dette forhold. Stounbjerg diskuterer
udførligt selvbiografisk prosa og referentialitet i sin afhanding Uro og Urenhed (2005).
Her argumenterer han for en anden forståelse af referencens betydning, end den
Hauge præsenterer:
Spørgsmålet er nemlig ikke, om selvbiografien henviser til et
genkendeligt liv eller ej, men hvad vi stiller op med denne
henvisning. Referencens tilstedeværelse tvinger ikke til en
biografisk læsning. Den er også et litterært virkemiddel, der kan
analyseres som en figur i teksten. Den medvirker bl.a. til
opbygningen af en pagt med læseren, hvor det afgørende ikke er,
at teksten faktisk svarer til virkeligheden, men at den kan få os til
at tro det. At referencen ikke kan reduceres til retorik, betyder jo
ikke, at facts ikke også bruges retorisk (Stounbjerg 2005, 60-61).
Stounbjerg betoner altså både referencens biografiske aspekt og dens funktion som
‛litterært virkemiddel.‛ Referentialitet skal ikke udelukkende læses biografisk (som
kilde til forfatterens liv), men heller ikke afvises fuldstændig som ‛referentiel illusion‛
34 Dagbladet citerer Knausgård for følgende forklaring på hvorfor ‛Håfjord‛ og visse personer
er anonymiserede: ‛Flere steder i disse bøkene har jeg brukt fiktive navn for å beskytte
mennesker, og når handlingen er lagt til en liten bygd som dette, og mange av karakterene også
er barn, føltes det ikke riktig å bruke autentiske navn‛ (Kristensen 2010).
65