Å gi faen og si det som det er - Aarhus Universitet

2.2.2 PERFORMATIV BIOGRAFISME
Haarder har i en række artikler introduceret og defineret sit begreb om performativ
biografisme (Haarder 2004a+b; 2005; 2010a+b). Performativ biografisme er defineret
som biografi anvendt i teksten som et litterært, æstetisk virkemiddel:
Det performative består i, at biografiske oplysninger ikke
optræder som bagvedliggende sandhed eller kontekst, hvis
forhold til teksten bestyres af litteraten, ej heller som påstande om
et ligefremt forhold mellem tekst og liv. Overensstemmelsen
mellem forfatteren i teksten og forfatterens eget liv optræder
som et æstetisk virkemiddel, dvs. som en funktion eller strategi
i teksten (Haarder 2004b, 65, min fremhævning).
Brugen af forfatternavnet sker altså som en æstetisk strategi i den litterære tekst og
medfører således ikke en selvbiografisk kontrakt eller en virkelighedskontrakt (som
hos Lejeune og Behrendt). Performativ biografisme har heller intet at gøre med den
traditionelle biografisme (Haarder 2005, 5; 2010b) - ‛en kritisk metode, der fremhæver
digterens liv og personlighed som en forudsætning for at forstå hans værker‛
(Rasmussen et al. 2005a). Det drejer sig ikke om at forstå teksten ud fra forfatterens
biografi og/eller psykologi. Performativ biografisme drejer sig derimod om, hvordan
forfatteren bevidst bruger sin eller en andens biografi som et æstetisk og kunstnerisk
virkemiddel i litteratur. ’Performativ’ henviser til, at brugen af (selv)biografi som
litterær strategi gør noget ved verden og læseren, den rækker ud fra bogsiderne og
involverer læseren blanst andet ved at underminere og destabilisere forventningen om
et skel mellem værk-liv eller fiktion-ikke-fiktion. Grænserne bliver vanskelige at
opretholde (Lenemark 2009, 101). Det performative aspekt er således med til at gøre
teksten til en begivenhed eller en performance, der indvirker på verden uden for
værket (Haarder 2005, 6: 2010a, 28-30). Litteratur kan, ifølge Haarder, også være en
performance, hvor forfatteren udnytter det offentlige rum og massemedierne til at
eksperimentere med egen eller andres identitet (Haarder 2005, 6).
18