Å gi faen og si det som det er - Aarhus Universitet

More documents

Recommendations

Info

Hvorfor skrive om det da? Det fantes jo ikke, og det kom aldri til å finnes igjen. Skapte jeg en ny verden, hvor elementene fra denne fantes, ville det bare være litteratur, bare noe opdiktet, og egentlig verdiløst. Mot det kunne jeg innvende at Dante, for eksempel, bare hadde diktet, at Cervantes bare hadde diktet, at Melville bare hadde diktet. Det var ikke til å komme forbi at det ikke ville være det samme å være menneske om ikke de tre verkene hadde eksistert. Så hvorfor ikke bare dikte? Sannheten lå jo ikke i en-tilen-forholdet til virkeligheten. Gode argumenter, men det hjalp ikke, bare tanken på fiksjon, bare tanken på en oppdiktet karakter i en oppdiktet handling, gjorde meg kvalm, jeg reagerte fysisk på det. Ante ikke hvorfor. Men slik var det. (MK2, 481). Knausgård føler fysisk afsky ved tanken om fiktion! Fiktion er værdiløs, påstår han og afstår fra at opdigte en verden fyldt med indianere og totempæle. Hvorfor ved han ikke- ikke udover kvalmen. Knausgård siger og skriver, at han er led ved den opdigtede, altdominerende fiktion, og at han vil tættere på verden og virkeligheden. Denne retorik kan være med til at bringe læserens forståelse af Min Kamp tættere på verden og virkeligheden. Den paradoksale ærlighed i at en skønlitterær forfatter hader fiktion, og det erklærede ønske om at skrive noget andet end fiktion forstærker læserens forventning om, at Min Kamp netop ikke er denne type fiktion. Knausgårds retorik kan performativt skabe, forstærke eller sætte ord på samme lede eller virkelighedshunger hos læseren. Samtidig med at den er i overensstemmelse med Knausgårds udtalelser om Min Kamp i interviews. Lidt senere uddyber han sin mistede tro på fiktion: Det var en krise, jeg følte det i hver del af kroppen, noe mettet, smultaktig bredte seg i bevisstheten, ikke minst fordi kjernen i all denne fiksjonen, sann eller ikke-sann, var likhet, og at avstanden den holdt til virkeligheten, var konstant. Altså at den så det samme. Dette samme, som var vår verden, ble serieprodusert. Det unike, som de alle snakket om, ble dermed opphevet, det fantes ikke, det var løgn. Å leve i det, med vissheten om at alt like godt kunne ha vært annerledes, var fortvivlende. Jeg klarte ikke skrive i det, det gikk ikke, hver eneste setning ble møtt med tanken; men det her er jo bare noe du dikter opp. Det har ingen verdi. (MK2, 535, min fremhævning). Fiktion er værdiløs for Knausgård, den er ikke i forbindelse med verden, eller den verden, fiktionen simulerer et forhold til, er ensformig og ‛serieprodusert‛ og delvis skabt af medierne og fiktionen. Den er uden en stemme. Fiktion er - interessant nok - ikke et spørgsmål om sandt eller falsk for Knausgård (‛kjernen i all denne fiksjonen, 36
sann eller ikke-sann, var likhet‛). Fiktion er i Knausgårds diskurs synonym med en ‛serieproducering‛ af et udsnit af virkeligheden. Det afgørende er, at den fiktion, han er omgivet af, ikke artikulerer det unikke, den personlige stemme. Over for fiktion placerer Knausgård således det unikke og den personlige stemme som idealet. Ikke det opdigtede, ikke fortællingen og ikke fiktionen. Idealet for kunsten og litteraturen er det unikke og singulære –‛Kunst kan ikke oppleves kollektivt‛, hævder Knausgård (MK2, 535). En sådan autentisk stemme finder Knausgård kun i dagbøger og essays, for hér er det ikke fortællingen, men et andet menneskes stemme læseren møder. Flere steder beskriver Knausgård det indtryk, Olav H. Hauge og Lars Noréns dagbøger har gjort på ham. 24 Deres stemmer opleves som autentiske af Knausgård, idet de bryder med den dominerende ensformige fiktion og står i et tættere forhold til virkeligheden end masse-fiktionen. I bind tos poetologiske refleksioner annoncerer Knausgård således et brud med fiktionen til fordel for den personlige stemme og den singulære kunst. Et brud der ligger helt i forlængelse af framingen i de interviews, Knausgård giver i forbindelse med udgivelsen af bind et. ‛Min Kamp er altså en kritik af fortælling og fiktion. Den er ikke mythos, men kerygma. Det nye ord der bryder med den kybernetiske mytes eller fortællings evige gentagelser‛ (Hauge 2010b, 89), konkluderer Hauge i forlængelse af Knausgårds egen retorik. Heroverfor vil jeg imidlertid indvende, at samtidig med at Min Kamp selv indvarsler et farvel til fiktion, gør den det ved hjælp af fiktionalitet og fortælling i en roman. Det er ganske interessant, at det annoncerede fiktionsopgør resulterer i en roman - og altså dermed en tekst med fiktion som overordnet ramme eller kontekst. Modsætnings- strukturen abstrakt-konkret, kunst-hverdag, værk-liv er en bærende del af Min Kamp, men netop som modsætning og ikke som det ene frem for det andet. Selvom Knausgård, som vist, i paratekster og de omtalte steder i Min Kamp betoner det konkrete, hverdagen, sit eget liv til fordel for fiktion, er der i det samlede værk også ganske abstrakte essay-dele, fiktionalitet og selvrefleksive overvejelser om kunst og litteratur. Bind ets indledende betragtninger om døden er således fx langt fra det 24 Fx Renberg 2010, 27; Babel 2010; Lending 2009. 37
Page 1 and 2: ”Å GI FAEN OG SI DET SOM DET ER
Page 3 and 4: KAPITEL KAPITEL 1: INDLEDNING Skapt
Page 5 and 6: Min Kamps paradoksale forhold til o
Page 7 and 8: dem og deres forhold, som de opleve
Page 9 and 10: 1.3 VIRKELIGHEDSEFFEKTER OG FIKTION
Page 11 and 12: performance-kredsløb i forhold til
Page 13 and 14: KAPITEL 2: TEORETISK RAMME Inden fo
Page 15 and 16: performanceelementer i diverse inst
Page 17 and 18: 2.2 FRA KONTRAKT TIL KONSTRUKTION -
Page 19 and 20: Derrida (Burke 1998, 15-19), der al
Page 21 and 22: Performativ biografisme betegner en
Page 23 and 24: egreber afprøves analytisk (ibid.,
Page 25 and 26: i sin virkelighedsskildring udgangs
Page 27 and 28: epræsentationen opleves som sådan
Page 29 and 30: mellem fiktion / virkelighed, bedre
Page 31 and 32: KAPITEL 3: ANALYSE Jeg tænkte denn
Page 33 and 34: ånd, der normalt binder og censure
Page 35 and 36: fra det sidste bind. På Oslo Bokfe
Page 37: værket i verden og gør det til en
Page 41 and 42: forfatteren er den samme som fortæ
Page 43 and 44: (jf. afsnit 2.5). En af selvbiograf
Page 45 and 46: fortællingen sig igen frem til nyt
Page 47 and 48: (MK2, 458). I interviewet med Renbe
Page 49 and 50: Citatet tematiserer forholdet melle
Page 51 and 52: det samme. Hér ville han dog næpp
Page 53 and 54: Jeg har allerede diskuteret (u)muli
Page 55 and 56: de har eksisteret. Tilsyneladende.
Page 57 and 58: mennesker og liv som emne og forsø
Page 59 and 60: ikke varmt og fortærende, men kald
Page 61 and 62: virkelighedseffekter og fiktionalit
Page 63 and 64: skrive noget stort. Stoffets konkre
Page 65 and 66: selviscenesatte død (ibid., 81). H
Page 67 and 68: også en anonymisering af byen Fjor
Page 69 and 70: Heroverfor vil jeg imidlertid indve
Page 71 and 72: interessant, at den forklaring Knau
Page 73 and 74: skulle have en affære med en elev
Page 75 and 76: virkeligt liv i en roman. Ville Kna
Page 77 and 78: linje med andre (som fx virkelighed
Page 79 and 80: overvejelser om døden, kunst, samt
Page 81 and 82: er brugen af fiktionalitet mere iø
Page 83 and 84: ABSTRACT The somewhat surprising st
Page 85 and 86: LITTERATUR Barthes, Roland 2004a [1
Page 87 and 88: Jerslev, Anne 2000 ‛Nu’ets affe
Page 89 and 90:
Stounbjerg, Per 2002 ‛Tilforladel
Page 91 and 92:
Gundersen, Håkon (interview med Kn
Page 93 and 94:
Norheim, Martha 2009 ‛Knausgård
show all

Å gi faen og si det som det er - Aarhus Universitet

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?