Å gi faen og si det som det er - Aarhus Universitet

selvbiografi er referentielle genrer (Stounbjerg 2005, 58). 13 I begge forekommer
henvisninger til det allerede foreliggende - i realismen til den socialt accepterede
verden (Stounbjerg 2002, 19) og i selvbiografien til forfatterens liv (Stounbjerg 2005, 56-
62; 2006, 21). Dele af realismen er blevet kritiseret for at se transparens som mulighed
for den realistiske litteratur – som dens sandhed og mål. Litteraturen skulle i denne
retorik være et vindue til verden(s problemer), som læseren gennem teksten blev bragt
i et direkte, 1:1 forhold til (Stounbjerg 2002, 20). Stounbjerg peger heroverfor på, at
realisme er ‛en skrivemåde blandt andre‛ (2002, 13), og som sådan er den altid fiktiv
(ibid., 14) – og altså ikke udtryk for en privilegeret adgang til verden og en deraf
følgende sandhed. Hverken en realistisk eller en selvbiografisk teksts referencer skal
nødvendigvis tages for gode varer – de betyder ikke med nødvendighed, at forfatterne
hér taler mere eller mindre sandt end i andre tekster. ‛Referencen er selvsagt ikke
identisk med referenten. Den er, og her har de Man en god pointe, også en retorik, der
kan analyseres litterært. Selvbiografien overtog mange af de effekter, der i realismen
bidrog til at skabe et genkendeligt og tilforladeligt univers (cf. for eksempel Barthes
1968)‛ (Stounbjerg 2006, 31). Derfor konkluderer Stounbjerg også: ‛Vi kan vitterlig ikke
slutte direkte fra tekst til liv, måske knap nok til dets eksistens. Men det er alligevel,
hvad vi gør, når vi læser en tekst som selvbiografi.‛ (ibid.). Det særlige ved
selvbiografien er det dobbelte, at det på den ene side er en referentiel genre, hvor det
giver mening at spørge til referenten (den eksisterer) (Stounbjerg 2005, 57-58), og på
den anden side er selvbiografien også en tekst, hvori referencen kan have en litterær
funktion (ibid., 60-62). En af disse funktioner er som ‛realitetseffekt‛ (ibid., 61), der
giver læseren en oplevelse af ‛beroligende tilforladelighed‛ (ibid.). En anden er som
kilde til uro og urenhed – fx i kraft af en sammenblanding af fiktion – ikke-fiktion
(ibid.).
Stounbjerg uddyber disse to funktioner nærmere i relation til realisme (Stounbjerg
2002). Realisme betegnes som en strømning spændt ud mellem de to funktioner eller
poler, der her betegnes ’tilforladelighed’ og ’underliggørelse’ (ibid., 21). Realisme tager
13 En afgørende pointe hos Stounbjerg er dog, at selvbiografien også er andet og mere end
referentiel (fx 2005, 43-45).
22