Å gi faen og si det som det er - Aarhus Universitet

virkelighedseffekter og fiktionalitet. Ofte med den effekt at skriften mærkes på
læserens krop, ligesom tv-serien Klovn får seeren til at krumme tæer over karakteren
’Frank Hvam’ (der deler navn, alder, krop og udseende med virkelighedens Frank
Hvam) og hans mange pinlige handlinger (Jacobsen 2008).
Knausgårds ideal for kunst og litteratur er, som beskrevet emotionelt ,frem for
rationelt. En pointe Tjønneland også har fremsat – og kritiseret bl.a. i kapitlet
‛Knausgårds religiøse fetisjisme‛ i Knausgård-koden (2010). Tjønneland kritiserer Min
Kamp for at fremme og dyrke et forhold til litteratur, som er baseret på følelser frem for
rationalitet. Det gælder både Knausgårds egen skrift og hans forhold til andres
(Tjønneland 2010, 45). Ifølge Tjønneland bliver bøgerne, Knausgård læser og omtaler,
‛magiske objekter‛ (ibid., 46) - ‛mystiske og gåtefulle‛ (ibid.). Tjønneland er kritisk
over for denne ‛mystik,‛ og han er især kritisk over for modtagelsen af Min Kamp,
som, han mener, har været domineret af Knausgårds eget forhold til og ideal om
litteratur (der fremskrives gennem Min Kamp), således at læserne forholder sig
følelsesmæssigt til romanen (ibid., 48). Tjønneland bygger i sin kritik på
receptionsæstetisk teori hos Umberto Eco (begrebet om ’model-læseren’) og Wolfgang
Iser (begrebet om en teksts ’tomme pladser’). ‛Knausgård har lykkes i å manipulere
selv dem som lever av å lese og fortolke bøker. Dette skjer gjennom å skape en stor
grad av tomrom og manglende bestemthet i teksten‛ (ibid., 48). Ifølge Iser medfører
ubestemthederne, som han betegner tomme pladser, i en tekst, at læseren producerer
betydning (ibid.). Tjønnelands indvending over for Knausgård er således, at han ikke
gør det muligt for læseren at producere nogen mening eller betydning ud fra tekstens
tomme pladser, fordi disse består af følelser. Læseren er overladt til Knausgårds patos-
retorik, som Tjønneland ser inkarneret i interjektionen ‛åh‛ (ibid., 50-54). ‛Det
dokumentariske, det selvbiografiske eller det sakprosaaktige ved Knausgård er en tom
abstrakt flate der leseren må fylle ut selv og projisere inn sine følelser og forestillinger‛
(ibid., 59-60). Det springende punkt, i forhold til Tjønnelands vurdering af Knausgård,
er, hvorvidt man anser følelser for en æstetisk værdi eller ej. Haarder er uenig med
Tjønnelands kriterier og udtaler: ‛Jeg skjønner ikke at Tjønneland kan forlange av
kunsten at den absolutt skal inneholde erkjennelser. For meg er ikke magi og følelser
59