Biprodukter fra fødevare - Fødevarestyrelsen

Canadian Food Inspection Agency (CFIA) har fastsat regler for brugen af forskellige stoffer,
herunder også hvilke antibiotika der må anvendes ved fermenteringen ved fremstilling af bioethanol,
hvis biprodukterne herfra skal anvendes som foder (CFIA 2010). Af reglerne fremgår
det også, hvor meget der maksimalt må tilsættes af specifikke navngivne patenterede produkter.
Reglerne er fastsat på baggrund af en risikovurdering af hvert enkelt af de relevante
stoffer, og det fremgår, at følgende antibiotika må anvendes: Penicillin, streptomycin, virginiamycin,
erythromycin. Anvendt efter forskrifterne vurderer de canadiske myndigheder, at
eventuelle restkoncentrationer ikke vil indebære nogen sundhedsmæssige risici eller risiko for
resistensudvikling hos mennesker. Monensin derimod må som udgangspunkt ikke anvendes –
dette på grund af stoffets kendte toksicitet overfor heste og kalkuner.
Det skal nævnes, at EU-Kommissionen i november 2010, på baggrund af en meddelelse fra
myndighederne i USA om status for virginiamycin i DDGS, har gjort disse opmærksom på, at
virginiamycin i foder ikke tolereres i EU. Kommissionen har samtidig bedt medlemslandene
om regelmæssigt at kontrollere DDGS og at rapportere eventuelle fund via RASFF (EU-
Commission 2010).
Ved import af biprodukter fra bioethanolindustrien fra lande uden for EU bør der være fokus
på, at disse kan indeholde rester af antibiotika.
Det skal bemærkes, at der i Canada stilles krav om, at alle fodermidler, der anvendes er godkendte.
Man skelner i den forbindelse bl.a. nøje mellem biprodukter fra alkoholproduktion til
human brug og biprodukter fra produktionen af bioethanol. Dette skyldes, at det til dels er
forskellige processtoffer (gær, enzymer, proceshjælpestoffer, antiskumningsmidler m.v.), der
indgår i de to produktioner. Er det hensigten, at biprodukterne skal anvendes som foder, må
der kun indgå godkendte processtoffer, der er vurderet sikre i forhold til dyr, mennesker og
miljø – det uanset hvilken produktion det drejer sig om.
Forskelle i tørringsmetode og varmeintensitet for DDG/DDGS-partier kan give store forskelle
i kvalitet og farve. Mørkfarvning kan tages som udtryk for høj varmeintensitet under tørreprocessen
(høj temperatur/lang tid), og flere undersøgelser viser en sammenhæng mellem
fordøjelighed (målt som udnyttelse af aminosyrer) og farve: Mørkfarvet DDGS har lavere
fordøjelighed hos både svin og fjerkræ (Stein et al 2006; Stein et al 2005; Widyaratne et al
2006). Desuden kan mørkbranket DDGS have forhøjet indhold af eksempelvis acrylamid
eller furan, og uhensigtsmæssige eller fejlstyrede direkte tørringsprocesser kan resultere i
indhold af dioxiner og dioxinlignende stoffer samt PAH’er. Farven kan altså bruges som et
subjektivt kvalitetskriterium. Dette kriterium kan dog ikke stå alene, men må sammenholdes
med anden viden, f.eks. analyseværdier.
Med hensyn til DDGS påpeger Lemenager et al (2006), at både natriumklorid, der anvendes
som tørringsmiddel, og svovlsyre, der bruges som pH-regulator under processen, kan give
udfordringer næringsstofmæssigt. Specielt en høj andel af DDGS i foderrationen til slagtekvæg
vil kunne medføre et indtag af svovl over det tolerable niveau på 0,4%, jf. NRCnormerne.
Slutteligt kan det oplyses, at Tyskland i januar 2011 over EU’s varslingssystem RASFF meddelt,
at de havde fundet kviksølv i gær (0.14; 0.159; 0.16 mg/kg tørstof) fra produktionen af
ethanol. Gæren er importeret som fodermiddel fra Rusland via Lithauen. Gæren, der både var
indført til Tyskland og Polen, er trukket tilbage fra markedet (RASFF 2011).
70