pet's overvågning af protestbevægelser 1945-1989 - Krim

Vietnambevægelsen 1965-1976
i befolkningen, og på længere sigt var der en fare for, at befolkningens støtte til
NATO ville blive svækket. Det er det generelle indtryk, at PET på grund af sin
fokusering på trotskister og DKP i den tidlige periode undervurderede bevægelsens
tværpolitiske karakter, ligesom tjenesten i sin vurdering af befolkningens
indstilling ikke lagde skjul på, at det var PET’s opfattelse, at det var følelser, der
styrede meningsdannelsen.
Den korte periode fra 1967 til 1968 var Vietnambevægelsens mest intensive
med Russell-tribunalet og demonstrationen den 27. april 1968 som højdepunkterne.
Det var PET’s overordnede vurdering, at bevægelsen på dette tidspunkt
var domineret af DKP: Russell-tribunalet var ifølge PET et klassisk eksempel på
en frontorganisation, og de store demonstrationer var styret af Otto Sand, der
ifølge PET handlede efter direktiver fra DKP’s centralkomité, som havde forhåndskendskab
til og godkendte planerne om at angribe politiet og ambassaden.
PET synes i denne fase at have overvurderet DKP’s rolle, idet Russell-tribunalet
nød en så bred og tværpolitisk opbakning, at det er en simplificering at kalde det
en kommunistisk frontorganisation, uanset om det modtog en vis økonomisk
støtte fra østlandene. Dertil kommer, at påstanden om, at DKP skulle have godkendt
brugen af vold, ikke er dokumenteret og ej heller forekommer realistisk,
idet partiets linje i Vietnamspørgsmålet var moderat og havde som formål at
tiltrække så mange som muligt til den antiamerikanske kamp. Forklaringen er
måske, at PET’s opfattelse byggede på udsagn fra én eller to kilder, der havde en
tendens til at overdrive DKP’s indflydelse. I øvrigt fik de voldelige sammenstød i
oktober 1967 og april 1968 PET til at overdrive faren for vold ved de efterfølgende
demonstrationer, hvilket var forståeligt.
Fra splittelsen af Vietnambevægelsen ved årsskiftet 1968-69 og frem begyndte
et nyt trusselsbillede at tage form: DKP sluttede sig sammen med den moderate
fløj i Vietnam 69, hvis demonstrationer blev afviklet under fredelige former. PET
koncentrerede sig i stedet om den militante fløj i De Danske Vietnamkomitéer,
der bestod af aktivister fra ”det nye venstre”: trotskister, maoister, VS’ere osv. Tjenestens
interesse i DDV blev begrundet med, at man frygtede, at aktivisterne
ville gribe til ulovlige midler eller vold i forbindelse med de forskellige aktioner,
og at forskergrupperne /Dokumentationsgruppen/IIC var involveret i en form
for efterretningsvirksomhed vendt mod danske myndigheder, herunder politiet,
samt diverse større virksomheder. Efter alt at dømme var PET’s mistanke
velbegrundet: Flere ledende aktivister var villige til at bruge vold som politisk
kampmiddel, når bevægelsen var stærk nok, ulovlige bemalingsaktioner blev koordineret
og iværksat hos DDV, og det var formentlig kredse omkring DDV, der
stod bag sabotageaktionerne mod amerikanske firmaer. Mens forskergrupperne
PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989 141