pet's overvågning af protestbevægelser 1945-1989 - Krim

Fredsbevægelser 1950-1989
Parallelt hermed havde en kreds af fredsaktivister i de sidste måneder af 1979
udfærdiget en avisannonce, der illustrerer, at denne kreds fandt, at også Warszawapagten
bar et ansvar for den fortsatte oprustning. Heri hed det, at underskriverne
opfordrede ”Folketinget til at tage afstand fra både Warszawapagtens
og NATOs atomoprustning.” Desuden opfordredes ”Folketinget til at kræve, at
regeringen får beslutningen om raketternes anskaffelse udsat, forhandlingerne
mellem NATO og Warszawapagten bør først forsøges, villigheden til reel nedrustning
fra det nuværende styrkeniveau bør undersøges.” 1055
Annoncen var udfærdiget af blandt andre Erik Knudsen, Niels Munk Plum,
Bodil Jensen, Jørn Boje Nielsen og Poul Villaume, og denne kreds af personer
dannede da i januar 1980 en ny fredsbevægelse, der kaldte sig Nej til Atomvåben.
Denne definerede sig som tværpolitisk, og det understregedes i dens eget
materiale, at det, der væsentligst adskilte den fra Samarbejdskomitéen, var, at
Nej til Atomvåben stillede sig kritisk til oprustning og kernevåben i såvel Øst
som Vest, mens Samarbejdskomitéen kun kritiserede den vestlige oprustning.
1056 Grundlæggelsen af Nej til Atomvåben markerer således, at fredsbevægelserne
i 1980’erne ikke bør anskues som en enhed, men som flere aktører, der
befandt sig i et konkurrence- og samarbejdsforhold. Det er da også karakteristisk,
at FN-Forbundet, Aldrig mere Krig og Kvindernes Internationale Liga for
Fred og Frihed alle valgte at melde sig ud af Samarbejdskomitéen i tiden omkring
1980. Baggrunden var, at også disse organisationer fandt Samarbejdskomitéen
for ensidig, og især spillede det en rolle, at komitéen efter den sovjetiske
invasion af Afghanistan 1. juledag i 1979 havde haft mere end vanskeligt ved at
tage afstand fra det sovjetiske angreb. 1057
Hvor Samarbejdskomitéen var tilsluttet Verdensfredsrådet, var Nej til Atomvåben
tilsluttet netværket European Nuclear Disarmament (herefter: END), der
var et modstykke til Verdensfredsrådet. Nej til Atomvåben havde et kontor i København,
der koordinerede en del af bevægelsens aktiviteter. Nej til Atomvåben
afholdt to årlige møder, hvor bevægelsens prioriteringer drøftedes, men i øvrigt
var det bevægelsens cirka 40 lokalafdelinger, der forestod det daglige arbejde. På
grund af bevægelsens græsrodsstruktur kunne man ikke blive medlem af Nej til
Atomvåben, og det er derfor ikke muligt at opgøre, hvor mange mennesker, der
virkede i tilslutning til bevægelsen. Det er imidlertid en vurdering i litteraturen,
1055 Citeret efter Hvad er NTA? (Pjece udgivet af Nej til Atomvåben, 1984), s. 2.
1056 Hvad er NTA?, s. 2-3.
1057 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, s. 282.
284 PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989