pet's overvågning af protestbevægelser 1945-1989 - Krim

Vietnambevægelsen 1965-1976
PET’s arkivmateriale kaster i øvrigt nyt lys over forløbet af demonstrationen
den 27. april og over årsagerne til de voldsomme sammenstød. Flere tidligere
fremstillinger har været stærkt kritiske over for politiets rolle. Eksempelvis har
historikerne Johannes Nordentoft og Søren Hein Rasmussen hævdet, at urolighederne
først startede, da politiet greb ind og ryddede gaden efter demonstrationens
ophør. 290 Carl Madsen betegnede i sit forsvar af demonstranterne politiets
indsats som en gadekampsmanøvre, der havde som formål at træne politiet til
den dag, hvor landet ville blive sat i undtagelsestilstand og oppositionelle elementer
interneret eller likvideret. Landsretssagførerens beskrivelse hvilede på
flere argumenter: For det første tog demonstrationsledelsen tydeligt afstand fra
en taler, der opfordrede til at storme ambassaden, men denne oplysning blev
ikke videregivet til de udstationerede politifolk for ikke at svække deres kampiver.
For det andet var det politiprovokatører, der kastede forskellige ting mod
ambassaden. Og for det tredje angreb politiet uprovokeret demonstranterne efter
den sidste taler og anvendte unødvendig vold mod demonstranter og tilskuere,
selvom de ikke gjorde modstand. 291
Der findes modstridende vidnesbyrd om, hvorvidt demonstrationsledelsen
tog afstand fra en vesttysk studine, der på Blågårds Plads, umiddelbart inden afmarchen
til ambassaden, opfordrede til at storme ambassaden. Politidirektøren
nævner i sin indberetning intet om, at demonstrationsledelsen skulle have taget
afstand fra talen, 292 og nogle amerikanske ambassadefunktionærer, der befandt
sig på pladsen, afviste kategorisk, at noget sådant skulle have fundet sted. 293 Imidlertid
hævdede en PET-medarbejder i sin indberetning, at den vesttyske studines
udtalelser blev påtalt af politiet, ”og fra højtalervognen blev der givet opfordring
til, at demonstrationen skulle foregå i ro og orden.” Det er ikke helt klart af sammenhængen,
om der var tale om demonstrationens eller politiets højttalervogn,
men i hvert fald er der ingen tvivl om, at den vesttyske studines udtalelser blev
imødegået. Det fremgår i øvrigt af PET-medarbejderens indberetning, at DKP’s
Knud Jensen i sin tale forinden havde opfordret til, at man ”meget alvorligt”
290 Johs. Nordentoft og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og Vietnambevægelsen 1960-
1972, s. 100. Forfatterne bygger noget ensidigt på Information, Land og Folk og DSVK, der alle var
positivt indstillet over for bevægelsen. Et noget andet billede af demonstrationen kan f.eks. findes i
”Voldsomste slagsmål”, Politiken, 28. april 1968.
291 Carl Madsen, Proces mod politiet, især s. 51, 60, 62, 82-84, 126, 148.
292 PET, emnesag: Politidirektøren, Københavns politi, til Justitsministeriet, 30. april 1968.
293 NA, RG59, SNF 1967-69, POL DEN, box 2044: Blankinship, Amembassy Copenhagen to Department
of State, No. A-568, May 3, 1968.
PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989 91