pet's overvågning af protestbevægelser 1945-1989 - Krim

Vietnambevægelsen 1965-1976
”et vel gennemført kommunistisk propagandafremstød med et klart anti-amerikansk
sigte og med en lige så klart gennemført kommunistisk stillingtagen til fordel
for farvede folkeslags kamp mod hvid vestlig ”kapitalisme og aggression”.” 261
Det er oplagt, at Sovjetunionen havde en interesse i tribunalet på grund af dets
kritik af USA’s indsats i Vietnam, men oplysningerne om støtte fra østlandene lader
sig på det foreliggende grundlag ikke verificere. DKP’erne Christian Hagens
og Ingmar Wagner indtog ganske vist tillidsposter i Russell-rådet, men at betegne
tribunalet som en kommunistisk frontorganisation af den grund synes overdrevent.
Rådets sammensætning og støtte var så bred og tværpolitisk, at kommunisterne
ikke kunne styre det og vel heller ikke havde brug for det. Forklaringen
på tribunalets gennemslagskraft var ikke, at det var en vellykket kommunistisk
operation, men at brede kredse fra venstrefløjen og ind i Socialdemokratiet og
fagbevægelsen følte sig utrygge ved krigens eskalering. Den nyeste forskning peger
da også på, at DKP kun havde ringe indflydelse på tribunalet. 262
1968: Kommunistisk styret vold?
1968 var et skelsættende år for den danske Vietnambevægelse. Samtidig med
at de amerikanske styrker mødte stadig større modstand i Sydøstasien, og parterne
satte sig til forhandlingsbordet i Paris, radikaliseredes den danske Vietnambevægelse,
og grunden blev lagt til den splittelse mellem de moderate og
de militante kræfter, hvilket blev en realitet ved årsskiftet 1968/69. I takt med
at Vietnamdemonstrationerne voksede i størrelse, og det i stigende grad kom
til voldelige sammenstød med ordensmagten, var det PET’s opfattelse, at uroen
skyldtes kommunisterne. Det kan således konstateres, at efterretningstjenesten
i 1968 stadig holdt fast i det klassiske trusselsbillede fra den kolde krigs første
årtier. Det var først efter splittelsen af Vietnambevægelsen, at det ville stå klart,
at DKP nu udgjorde den moderate fløj, og at partiet var blevet overhalet venstre
om af mere militante kræfter, der ikke tøvede med at bruge voldelige metoder i
den politiske kamp.
I de første måneder af 1968 var det stadig trotskisterne og lignende yderlig-
261 PET, emnesag: Udateret notits: ”Bertrand Russell-tribunalets 2. session”.
262 Chris Holmsted Larsen, Tiden arbejder for os. DKP og Vietnamkrigen 1963-1973 (København: Multivers
Academic, 2007), s. 135.
84 PET’s overvågning af protestbevægelser 1945-1989