Crisis Management – masterafhandling - Hans Mogensen

være en (proaktiv) aktivitet både før, under og efter en krise for både at forhindre/minimere,håndtere og efterfølgende lære af krisen (crisis management) 207 . Den nyeste definition, vi har fundetaf krisekommunikation, er meget enkel: Krisekommunikation er:”selve de måder, hvorpå virksomheder og organisationerkommunikerer med deres omgivelser og med sig selv, iskrift og i tale, og fra ord og billeder til tekst og diskurs,før, under og efter en krisesituation”.Johansen & Frandsen (2007:kap 4.1:1)Denne definition tilhører den brede tilgang til kriser (den arbejder med krisefaser), men denforholder sig ikke til, hvad der egentlig ligger i ”måderne”, organisationerne kommunikerer på. Detgør teoretikeren Sturges imidlertid.6.3 Instruerende, tilpassende og internaliserende informationDen amerikanske management- og kommunikationsforsker David Sturges kritiserer den gængsekrisekommunikation for at være for generaliserende og for at undlade at tage højde for, hvordanorganisationen møder sine stakeholderes fysiske og psykologiske (informations)behov, ligesom hangør opmærksom på, at kriser ikke bare har deres egen livscyklus men også er del af en kontekst,indenfor hvilken de forskellige stakeholdere i forvejen har dannet sig og fortsat vil danne sigmeninger om organisationen 208 .I bogen Communicating Through Crisis. A Strategy for Organizational Survival (1994) konstatererSturges, at den gængse krisekommunikationslitteratur- og udøvelse begrænser sig til anbefalingerom ”accurate communication of crisis details and generalizations about openness of managementto communication to constituents” 209 .Sturges er den eneste forsker, der har defineret, hvad krisekommunikation egentlig indeholder.Hans model for krisekommunikation er interessant, fordi den netop forsøger at tage højde forkrisens forskellige livscykluser 210 .Sturges inddeler krisekommunikation i tre forskellige typer:207 Om crisis management, se kapitel 5208 Sturges (1994:300f)209 Sturges (1994:314)210 Sturges (1994:308), modellen bygger på andres forskning, bl.a. hhv. Barton (1993), Shrivastava & Mitroff (1986) ogNewsom & Carrell (1986)77