tema: test og evaluering af skriftsprog - Viden om Læsning

analyse af fejlFejlene registreres, opgøres kvantitativt ved optælling,og rigtighedsprocenten udregnes i forholdtil antal fejllæste og korrekte ord. Derfra går manover til en kvalitativ analyse af fejlene og opstillerhypoteser om de mulige informationer, som elevenanvendte i de fejllæste ord.Informationer kategoriseres somM: meningsstyrende informationerS: informationer styret af syntaks eller sprogligestrukturerV: visuelle informationer, som hidrører fra grafemerog grafem-fonemkorrespondancen.Til sidst gøres antallet af de forskellige benyttedeinformationer (M, S, V) op.selvkorrektionerMange har forsøgt sig med systemer for registreringaf højtlæsningsfejl uden at tillægge selvkorrektionenbetydning. I Running Record anses selvkorrektionenfor at være en meget vigtig adfærd, fordi selvkorrektionensædvanligvis er et tegn på, at læserenkrydstjekker de forskellige informationer i teksten.Dette er en af de ting, der markant adskiller RunningRecord fra andre fejlregistreringssystemer. Én af deting, en læser gør, er at korrigere sig selv (noteressom SK = selvkorrektion), uden at nogen har sagteller udpeget, at der er noget galt. Og hver gang enlæser retter sig selv, lærer han noget.Hvad får læseren til at rette? Hvis man vil forklaredenne fejl, kunne man måske spørge sig selv, om elevenmon rettede sig selv, fordi sætningen `gik i fisk´?Fordi meningen gik tabt? Eller om eleven nåede atopfatte, at ordet lød underligt, og at ”sådan kan manikke sige på godt dansk”? Eller var der en uoverensstemmelsemellem bogstav-lydforbindelserne i detord, eleven læste og det ord, der indiskutabelt stodpå siden? Når sådanne spørgsmål dukker op hos den,der observerer, kan det ikke undgå at sætte en rækketanker i gang, som fører videre til forestillinger omde kognitive og perceptuelle processer, som måtteforegå inde i læserens hoved, samtidig med at denaktive læser rekonstruerer forfatterens historie. Nårdette er sagt, er selvkorrektionen også en af de ting,der er sværest at fortolke. Det er ikke alle selvkorrektionsprocesser,der foregår højt. Når læseren bliverdygtigere, bliver han mere og mere i stand til tavst atrette sine fejl. Det foregår inde i hovedet.analyse af selvkorrektionerAntallet af selvkorrektioner tælles ligeledes sammenog selvkorrektionsraten udregnes på en bestemtmåde. Efterfølgende suppleres den med en kvalitativanalyse og fortolkning af elevens problemløsningsstrategier.Man vurderer, hvilke ekstra informationerder førte til selvkorrektionen. Se følgende toeksempler:Tekst 1:Mia:Der boede engang en drage oppe ibjergene.Der var [pause] boede engang en drageoppe i bjergene.Registrering: √ var sk √ √ √ √ √ √boedeMåske udnyttede Mia sin viden om sætningsstrukturer(syntaks) og måske sin forforståelse omeventyrgenren til at forudsige, at ’var’ kom lige efter’Der’. Men da hun fik øje på selve ordet, bemærkedehun, at ordene ikke svarede til hendes forudsigelse. Istedet for bogstaverne v-a-r så hun bogstaverneb-o-e-d-e. Og det førte til en selvkorrektion. Ensådan reaktion er tegn på god læseudvikling. Miavar dygtig til at forudsige, hvad der måtte kommesom det næste, men hun var også opmærksom påat repræsentere teksten korrekt. Man kalder dette:selvkorrektion ud fra tekstens visuelle/lydlige informationer.Men det er ikke altid, at selvkorrektioneropstår på den baggrund. Se dette eksempel:Tekst 2:Nanna:Pussi var en stor tyk rød kat, som altidvar sulten.Den var meget grådig.Pussi var en stor tyk rød kat, som altidvar sulten.Den var meget grå / dig / dig / grå /[pause – ser på læreren] den var megetgrådig.Registrering: √ √ √ √ √ √ √ √ √ √ √√ √ √ grå dig dig grå skgrådigDa Nanna kom til ordet grådig, kunne hun ikke læsedet umiddelbart. Måske var hun ikke så fortroligmed glosen. Men hun genkendte to orddele i glosen,som oven i købet var meningsbærende hver for sigmen ikke i denne kontekst. De gav ikke mening og28 Nummer 9 | marts 2011