Samarbejde og dialog - Hjernekassen

KAMPENom de muligheder, der var for rehabilitering,fordi den pårørende havde negativeforventninger gennem erfaringer fra detførste forløb.Den samme person havde iagttaget andrepårørendes møde med professionelle oghavde gjort sig overvejelser om de pårørendestypiske kontakt til professionelle. Hunbeskrev sine iagttagelser således:Når man står over for fagpersonale, virkerman ikke sårbar, men fremme i skoene. Ogman har den her idé om, at man skal kæmpefor det, at det ikke kommer let. Og det kanjeg også se på andre pårørende, og det ernegativt ofte, fordi man hele tiden er på:”Hvorfor er hun ikke blevet skiftet, hvorfor erhun ikke” - osv. Det kunne jeg se, da jeg sadpå hospitalet og kiggede på pårørende. Og deter den kontakt professionelle hele tiden får:Pårørende er hele tiden på. Fordi man følelsesmæssigter ude af balance. Men det viserman ikke. Man skal bare vise, at man er denstærke. At man er den, der styrer. Det er enskæg kombination. Man kan se professionellekomme og snakke, og pårørende er megetfremme i skoene. Lige så snart de professionelleer gået, pyh! - så falder de sammen.Så er det en helt anden pårørende, når mansidder pårørende til pårørende og snakkerbagefter. Det er meget mærkeligt.Observationerne giver et væsentlig indbliki, hvordan de forholdt sig til professionelle.Denne pårørende henviste til de pårørendesfølelsesmæssige tilstand som en af årsagernetil deres fremtræden. Det er dog ogsånærliggende at medtænke de forudgåendekontakter og erfaringer med professionelleog behandlingssystemet, som de pårørendehavde haft undervejs. Man kan næppe pegepå enkelte konkrete kontakter og erfaringer,som de udslagsgivende faktorer. Tværtimoder det nærliggende at antage, at mængden,arten og sammenfaldet af forskellige forholdtilsammen har spillet med. Hovedpunktether er, at det, der kunne have været etsamarbejde og en dialog mellem pårørendeog professionelle, i stedet udviklede sig tilde pårørendes kamp mod professionelle ogsystemet.Kampen for at blive hørt ibehandlingsfeltetSpørgsmålet er, hvorfor det blev en kamp ogikke et samarbejde? Før dette kan besvares,er det væsentligt at dvæle ved det forhold,at der også udspillede sig andre kampe.En af disse kan knyttes til definitionen af”den rette pårørende”, dvs. den pårørendesom regnes for den nærmeste pårørende,enten af de pårørende selv eller af denprofessionelle stab. For det meste følgerpårørende og professionelle det, man kankalde uskrevne kulturelle regler for hvem,der er ”nærmeste pårørende” og ”den rettepårørende”, - en rangfølge, der er baseretpå kulturelle antagelser i stedet for konkreteforespørgsler. Ægtefæller, samboende144) Denne tendens til kulturel rangordning af pårørende kom også frem i en undersøgelse udarbejdet afforfatteren vedrørende behandling af personer med hjerneskade i Ribe Amt. Se Ribe Amt: 2002