KAMPENPå baggrund af de få tilfælde i denneundersøgelse er det vanskeligt at pege påkonstruktive forslag til at udvikle samarbejdet<strong>og</strong> dial<strong>og</strong>en i sådanne tilfælde. Men mankan fremhæve, at professionelles tendens tilat fokusere på en enkelt eller to pårørendesom primære samarbejdspartnere, som varvalgt på baggrund af en rutinemæssig kulturelrangorden, <strong>og</strong> samtidigt forbigå de øvrigepårørende, synes at være medvirkende til atkomplicere forløbet i de tilfælde, hvor dervar flere aktive pårørende.SammenfatningFlere pårørende nævnede, at de havdeoplevet forløbet som en kamp mod deprofessionelle <strong>og</strong> systemet. Kampen opdeltede pårørende <strong>og</strong> professionelle i to separatelejre, med hver deres mål eller synsvinkelpå behandlingen. Til denne kamp kan mantilføje to andre: Den ene var den kamp, somspecifikke pårørende havde for at blive hørtsom pårørende. På grund af den status devar tildelt som pårørende, måtte de kæmpefor at få lov til at påtage sig rollen sompårørende <strong>og</strong> få informationer <strong>og</strong> indgå i etsamarbejde <strong>og</strong> en dial<strong>og</strong> med de professionelle.Professionelles tendens til at fokuserepå traditionelle kategorier af pårørende syntesat være en forhindring for samarbejdet<strong>og</strong> dial<strong>og</strong>en med disse pårørende. En andenform for kamp foregik internt i gruppen afpårørende, når disse delte sig i uenige fløje.Også denne form for kamp fik indflydelsepå samarbejdet <strong>og</strong> dial<strong>og</strong>en, idet professionelleofte ville fokusere på at samarbejdemed n<strong>og</strong>le pårørende <strong>og</strong> ikke andre, ellern<strong>og</strong>le pårørende kunne vælge at trække sigtilbage.De forskellige former for kamp var betydeligehindringer for samarbejde <strong>og</strong> dial<strong>og</strong>,fordi de på den ene eller den anden mådelagde afstand mellem pårørende <strong>og</strong> professionelle,som derved ikke opfattede sig sompartnere i et samarbejde.18
<strong>Samarbejde</strong> <strong>og</strong> dial<strong>og</strong> mellem pårørende <strong>og</strong> professionelle3. De svære møderSpørgsmålet om, hvorfor det udviklede sigtil en kamp <strong>og</strong> ikke til et samarbejde, stårstadig ubesvaret. N<strong>og</strong>et af svaret kan findesi de første informationer, som de pårørendefik. Mange af dem genkaldte sig de førsteudmeldinger ganske tydeligt: Hvilke dehavde fået, <strong>og</strong> hvordan de havde fået dem.Oplysninger om den skadedes tilstand varselvfølgelig en meget væsentlig information,men det interessante i forbindelse meddenne undersøgelse er, at professionellesamtidigt efterlod et indtryk hos de pårørende,som disse i høj grad bed mærke i, <strong>og</strong>som synes at være medvirkende til, hvordansamarbejdet <strong>og</strong> dial<strong>og</strong>en udviklede sig. I detfølgende indkredses n<strong>og</strong>le af de forhold, dervar medvirkende til dette.De tidlige informationer: Indtryk afden professionelle indsatsAf flere af de pårørendes beretningerfremgik det, at de første møder havdeværet svære møder. Flere berettede om,at professionelle ikke ville tro på dem,når de sagde, at den skadede ”var der etsted”. Det synes at være ved sådanne førstekontakter med professionelle, at flere pårørendebegyndte de første slag i kampen modprofessionelle <strong>og</strong> systemet. Det er interessantat spørge, hvad der igangsatte en kamp<strong>og</strong> ikke i stedet et samarbejde <strong>og</strong> en dial<strong>og</strong>med professionelle? Det formodes samtidigt,at begge parter i udgangspunktet var interesseredei et samarbejde, som kunne skabeså optimal en rehabilitering som muligt.Man kan selvfølgelig anføre, at et negativtbudskab altid vil skabe modstand hos pårørende,især fordi det skal overbringes i ensituation, hvor pårørende er i krise, <strong>og</strong> hvorderes kendte liv er vendt på hovedet. Påbaggrund af interviewene kan man d<strong>og</strong> pegepå n<strong>og</strong>le forhold, som synes at give andreindgange til at forstå den første kontakt.Fire forskellige pårørende fortalte, hvordande huskede deres første møde med professionelle:På den neurokirurgiske afdeling var hanbare en patient, <strong>og</strong> vi var bare et ægtepar,<strong>og</strong>: ”Han overlever nok ikke desværre”.Sådan følte jeg det, <strong>og</strong> det passer nok ikke.Vi blev kaldt ind to gange til en krisesamtale,<strong>og</strong> hvis han blev dårlig, ville de ikkelave n<strong>og</strong>et livsforlængende. Det gør et ellerandet ved en. […] Jeg var tosset på dem [iden neurokirurgiske afdeling] lige i situationen<strong>og</strong> syntes ikke, at de kunne tillade sigat sige det, de gjorde.De spurgte, om de ikke bare skulle ladevære med at behandle ham. Vi sagde, at deskulle behandle ham. Jeg blev ved med atsige, at jeg var sikker på, at han kunne hørealt, at han var med, for jeg kunne se på ma-19