Samarbejde og dialog - Hjernekassen

UDEN ANSIGTAlle sagde, at hun klart var en pige, derskulle til et rehabiliteringscenter, for dekunne gøre meget for hende dér. Modtagelseshospitalet[et landsdelshospital]bad vores amt om at få lov at beholdehende en enkelt dag, for så kunne hun gådirekte til rehabiliteringscentret. Men[hjem]amtet forlangte, at hun skulleomkring det hjemlige hospital til vurdering.Jeg må nok sige, at det gav os etchok at tænke, at hun måske ikke kom tilrehabiliteringscentret. At hun skulle værepå et almindeligt sygehus - hun var jo helthjælpeløs og kunne ikke røre sig. Og detkan ikke passe: Hvis alle specialister siger,at hun er kandidat til et rehabiliteringscenter,hvorfor skal hun så slæbes til det[hjem]amtslige hospital i otte dage, hvorde så også siger, at hun skal til rehabiliteringscentret?Det var endnu et eksempelpå, hvordan man bliver usikker på, hvadder skete og hvorfor og sådan.Eksemplerne, som de sidste to citaterhenviser til, berørte to tilfælde fra henholdsvis2000 og 2002 fra det samme amt,hvis procedurer i høj grad skabte uro hosde pårørende. De erkendte, at beslutningervedrørende rehabilitering var lænket tilprocedurer, som de ikke havde magt til atændre, fordi de ikke havde indflydelse pådem via samarbejde og dialog. Det betødogså, at de mistede tillid og tiltro til systemetshåndtering af den skadede.MagthierarkierMagthierarkier var andre procedurer, somnogle pårørende erfarede. Disse kunnemanifestere sig i enkelte professionelle, somi pårørendes øjne fremstod som de personer,der bestemte og fastholdt rutinemæssigearbejdsgange og fremgangsmåder.Jeg har fået en nedværdigende behandling.Jeg skulle komme grædende ind på kontoretfor at bede om medicin til ham. En sygeplejerskesad ved medicinskabet og svingedemed sine nøgler. ”Det bliver jo, når jeg bestemmer”,sagde hun. Og han skulle skiftespå bestemte tidspunkter. Om han var våd,betød ingenting.Da jeg havde været der nogle gange, gik jegind på en sygeplejerskes kontor, - det varikke oversygeplejersken. Jeg gik ind og sagde,at jeg gerne ville hilse på hende, og såsagde hun: ”Hvorfor det?” Og jeg fortalte, atdet var fordi, jeg jo nu kom her dagligt. Hunsagde, at det ikke var sædvane, at de hilstepå alle pårørende. Jeg sagde vist ikke noget,for det var for meget. Jeg gik min vej.Andre pårørende fremhævede, at procedurerog strukturer for samarbejde og dialogpå de enkelte institutioner gjorde detvanskeligt at komme i kontakt med professionelle.En anden ting, som ikke fungerede, varderes kommunikationsgange. De var helt26