Samarbejde og dialog - Hjernekassen

KOMPETENCER OG VIDENrendes forståelse af den information de fik,havde betydning for, at de følte sig trygge.observationer, som hun og andre pårørendegjorde.Det meste information kom fra de ældresygeplejersker. De er fantastisk dygtige. Dekan det der. De har mere tid. De taler desudenuafhængigt af et lægefagligt sprog.Lægerne er ikke frigjort fra et lægefagligtsprog, og det forstår man ikke som pårørende,når man står i den situation.Sygeplejerskerne var ret gode til at høreefter og være opmærksomme på, hvad hangjorde og kunne. Med lægerne har jeg sletikke oplevet det. De var, ja, - det var ikkenogen succes. Det var rutinemæssigtDet er vores datter, og det eneste derbetyder noget for os, er, at hun bliver tagetgodt vare om, og at det går hende godt. Idet øjeblik de lytter til, hvad vi siger, fårvi en eller anden tryghed ved, at de eropmærksomme på hende.Nogle pårørende henvendte sig såledesefterhånden til specifikke personer på enafdeling, som de kunne forstå, eller somlyttede til dem. Pointen er, at de udvalgtenogle professionelle, som de fik tillid til,fordi de kunne forstå dem. 8) En pårørendefortalte om den dialog, hun havde hafteller forsøgt med forskellige afdelinger.For hende var det en afgørende forskel, atprofessionelle gav brugbare informationer,og at de tog hensyn til den skadede og til dePå selve hospitalet og i den tidlige fasefår man mange informationer, som mankan bruge til noget: Han har det sådanog sådan, og når han ser sådan ud er detfordi osv. Sådan nogle helt håndgribeligeinformationer. I starten lå han på intensivtterapiafsnit på et hospital. Det var en choksituation, så der var folk rigtig gode til atfortælle, hvad der skete, og hvad vi kunneforvente. Han var på hospitalet i et halvtår, så vi havde meget med dem at gøre.Men på en af de andre afdelinger, på etandet hospital, var han kommet et forkertsted hen åbenbart. Der fik vi meget dårliginformation om, hvad der skete. Man kunnese, at han havde det forfærdeligt dårligt,og han havde lige fået taget respiratorenfra og havde en halvsidig lammelseog kunne ingenting selv. Han kunne ikkespise selv, og det var meningen, at manskulle kunne gøre det på den afdeling. Jegprøvede at få nogle ting at vide, og det gikslet ikke. Det gør det ekstra hårdt. Man kanse, at de lider, og at der er noget galt, menman kan ikke komme i kontakt med nogenog sige det. Man bliver ikke hørt. Det var endårlig oplevelse.Denne pårørende forsøgte således forgævesselv at få fat på professionelle, der villelytte, og som kunne forstå og agere i forhold8) Professionelles tilgængelighed for de pårørende skal uden tvivl også medtænkes som et kriterium for34udvælgelse.