Samarbejde og dialog - Hjernekassen

Samarbejde og dialog mellem pårørende og professionelle[På landsdelshospital] fik jeg besked på, atjeg skulle gøre mig klart, at det ikke varsikkert, at han kom hjem efter sygehuset,for han kunne risikere at være dybt åndssvag,sindssyg og sidde i en kørestol. Hankunne hverken snakke eller noget [på dettidspunkt]. Da han kom til [det lokale sygehus],kørte jeg, efter at jeg havde afleveretbørnene i børnehaven, til sygehuset. Jeghavde blok og blyant med, og så fortaltejeg ham, hvad der foregik på hans arbejdeog rundt omkring, og jeg bad ham om atgentage, hvad jeg sagde, ord for ord, ogjeg bad ham om at skrive de ord, jeg havdeskrevet. Jeg gav ham opgaver for, for at fåham tilbage til virkeligheden. For jeg kunneikke overskue, at det skulle have været detandet.I 1990’erne var genoptræning og rehabiliteringendnu et forholdsvis ukendt begreb ilandet, og ressourcerne til pleje var hellerikke omfattende. Derfor bidrog de pårørendei de følgende citater selv til plejen oggenoptræningen.morgen, formiddag, middag, eftermiddagog aften og sen aften og sad og madedeham, og han blev bedre og bedre til det.Han kunne ikke meget, skulle mades og detene og det andet. Det gjorde personalet,i det omfang vi ikke deltog, men de havdeikke den samme tid til det. Men det varvigtigt at få meget næring i ham, for hanhavde tabt sig meget. At drikke kunne tagemeget lang tid, og han faldt i søvn midt imaden. Og det havde de ikke kapacitet til,så vi var der altid ved måltiderne.Men de opgav at lade ham spise sammenmed andre, altså at få den sociale læring,så han blev isoleret. Derfor trådte vi igentil ved spisningen. Jeg kørte derop hvermorgen, tog ham ud af sengen, badede hamosv., hjalp ham til fysioterapien, tog tilbagetil kontoret, tilbage til genoptræningshospitaltil 18-tiden, hvor jeg kunne deltage i nogetaftensmad og få ham i seng. Det kørtei tre uger. Vi aflastede dem meget, men viinsisterede på, at de skulle gøre noget.Han havde en sonde gennem næsen, og jegbegyndte at give ham mos med en teske,og de syntes det var fjollet, for han kunnejo ikke noget [mente de]. Men det kunnehan altså. En dag havde han pillet slangengennem næsen ud selv, og min mand sagde,at han ikke skulle have den ind igen. Vi villegive ham mad, og personalet sagde, at dethavde de i hvert fald ikke tid til. Så vi komEfter 2000 9) var der stadig steder i landet,hvor de professionelle ressourcer stadig varknappe ifølge de pårørende, som i de to følgendetilfælde fra henholdsvis 2001 og 2002.Han er meget lang, så han havde brug foren ekstra lang seng. Men den skulle jegselv gå ned efter i kælderen, for den skørekælling - det sagde de til mig! - havde de9) I 2000 etableredes de to landsdækkende hospitaler for neurorehabilitering: Hammel Neurocenter, somdækker Vestdanmark og Klinik for Neurorehabilitering på Hvidovre Hospital, som dækker Østdanmark.39