Samarbejde og dialog - Hjernekassen

DELTAGELSE OG INDDRAGELSEmig med. For han ville gerne have, at jegmødte de mennesker, der havde været medi hans behandling.Disse pårørende oplevede, at det havde betydningfor kontakten og nærværet med denskadede, at de deltog og på den måde blevinddraget i dennes dagligliv og udvikling.Muligheden for at pårørende kunne deltagei rehabilitering var således til stede, og detvar for mange af dem tillige en mulighedfor nærhed med den skadede. En pårørendepegede dog også på, at hun oplevede, attræningsindsatsen prioriterede fysisk ogkognitiv træning, og at hun savnede, at mangav rum til at udvikle den skadedes og depårørendes sociale nærhed.Han træner fra otte morgen til ni aften,så det er mellem klokken ni aften og ottemorgen, at vi har et tidsrum sammen, somikke hele tiden afbrydes. Ellers afbrydes vihele tiden. Og vi kan ikke ligge i arm og fåde lange snakke. Det er et stort problem,og de forstår problemet, men fysisk er detikke muligt at gøre noget ved det. De sagdeellers, at træningen var på hans betingelser.Men de fysiske forhold gør det umuligt, fxmed en dobbeltseng. De siger, at de ikke ervant til at have pårørende så tæt på. Forholdenevar jo optimale for ham, hvis han ikkehavde nogle pårørende, der kom.indgik i en rehabilitering, som var ukendtfor begge, synes den selvvalgte og samarbejdendedeltagelse at være en måde,hvorpå pårørende kunne komme til at kendedet hverdagsliv, som den skadede indgiki. På den måde kunne den skadede og depårørende fastholde og genskabe kontaktenog nærheden med hinanden og fastholde etfælles liv. Det gav de pårørende en tryghedat kende det hverdagsliv, som var så stor endel af den skadedes liv i rehabiliteringen.En anden side af den selvvalgte deltagelsevar, at den gav de pårørende en indsigt, somgjorde dem bedre i stand til at medvirke iet samarbejde og i en dialog med professionelle,hvis mål også var at arbejde henmod, at de pårørende og den skadede fik enfælles hverdag igen.Deltagelse som partner i et samarbejdeFor nogle pårørende var der tale om, atdeltagelse også betød deltagelse i beslutningsprocesservedrørende den skadedesrehabilitering og fremtid.En gang per måned blev jeg inviteret medtil et teammøde på [genoptræningsinstitutionen].Jeg kunne stille spørgsmål. Defremlagde, hvad der var sket, og hvad derskulle ske. Det var godt at være med til, forjeg kunne få lov til at sige noget og kommenterebehandlingen.Tager man i betragtning, at den skadedebefandt sig i fremmede omgivelser ogVi laver en handleplan hver tredje måned,hvor vi aftaler, hvem der gør hvad og hvor-48