Samarbejde og dialog - Hjernekassen

DELTAGELSE OG INDDRAGELSEspørge til den. Jeg fik at vide, at manalene testede afasien, ikke intelligensen,ikke måden at kommunikere på. Han sadjo og fik minusser hele tiden, fordi hansandre måder at kommunikere på, kropsligtfx, ikke kom med i testen. Han svarede pånæsten det hele, han brugte bare ikke ord,og det var lige det, hun testede. Der er andreting, han kan. Så får man en forklaringpå det. Man må meget gerne være med.I hans træning gjorde fysioterapeuten enmasse sammen med mig, og jeg var den, derhjalp. Hun viste mig, hvordan det var ved atgive mig bind for øjnene og køre mig rundt iafdelingen, og jeg mærkede, hvor godt detvar at blive lejret op ad noget stabilt, nårman ikke kunne se. Det gav en lille fornemmelseaf, hvordan det er, når hovedet erkaos. Det betød utroligt meget. Det vartrygt og gjorde, at jeg havde det godt.Når personale kommer af sig selv, så bliverdet en mere åben dialog: kunne du tænkedig, jeg vil godt lige vise dig, er du medpå, at når jeg siger sådan til ham så…,osv. Det var godt. De vidste, at det var ensamlet pakke: Det var ham og mig. Ikkekun ham. De vidste, at det var vigtigt, atjeg forstod, hvad de gjorde ved ham. [Pådet første genoptræningshospital] var detmere et spørgsmål om, at jeg lærte teknikkernetil at løfte rigtigt. Det er også vigtigt.Men jeg fik mere ud af, at jeg [på detandet genoptræningscenter] fik at vide,hvorfor det var vigtigt, at han lå sådan påbriksen, osv.Den selvvalgte og inviterede deltagelsebetød også, at de pårørende fik viden omhjerneskade og konsekvenserne af den, somde fandt meget vigtige for at forstå denskadedes situation. De følgende to citater erfra nyere tilfælde og dækker to forskelligeperioder i rehabiliteringsforløbet.Jeg var af og til på [rehabiliteringscenter],hvor jeg deltog i møde eller i hendes undervisning.Og jeg fandt på den måde ud afnoget om hjerner. Min hjerne fungerer påén måde, og jeg fandt ud af, at sådan ensom min datter og en anden, som var der,har noget at arbejde videre med. Megeter væk for dem, men man kunne mærke,at nogle opgaver kunne de løse, som jegikke kunne tilsvarende. Han fattede detpå én måde, hun på en anden og jeg på entredje. Det var lækkert og positivt. Jegfandt ud af, at det ikke var så ligetil atvære hjerneskadet.Selv mere end 20 år efter skaden, berettedeen pårørende om, hvor givende det var forhende, at hun deltog som en slags bisidder.Jeg var med og tog fri fra arbejde. Det varen flot indsats fra de to læger, og de togdet meget seriøst. Det var spændende formig, og jeg har kunnet lære noget af det.Jeg får mere viden på den måde.46