Samarbejde og dialog - Hjernekassen

DE SVÆRE MØDERskinerne, at han reagerede på mine skridt iforhold til andres. Og vi blev kaldt til mødeog fik at vide, at vi skulle holde op, og atdet ikke kunne betale sig at bruge pengepå det her. Vi fik det at vide direkte! Detvar et mareridt. Det var næsten den størstekraftanstrengelse at prøve at overbevisedem om, at det var rigtigt, hvad vi sagde,at han var der et sted.Vi fik grumme ting at vide til konferencerne.Vi var altid to af sted. For det varsvært at huske, hvad de havde sagt. Men vifik decideret at vide, at det var en skam,at der ikke fandtes aktiv dødshjælp, forså havde han været et emne. Det sagdeoverlægen. Og det kan man ikke bruge tilnoget, andet end systemet havde opgivetham. Og så må man jo gå ind og kæmpe.Der er jo et liv! Det kan ikke være rigtigt.De kaldte hans far og mig ind, 20 minutterfør alle havde fri, og fortalte os, hvad hanfejlede, og hvad vi skulle gøre osv. Og dehavde ikke tænkt sig at satse sig ret megetpå ham. Så blev klokken 15, og alle rejstesig og sagde farvel. Jeg løb skrigende ud afsygehuset, og der var ingen til at samle op.Jeg gik rundt deroppe og følte, at alle varimod mig.Det centrale at fremhæve her er, at dissefire pårørende fik det indtryk, at professionellevar i færd med at opgive denskadede: Deres ægtefælle, barn eller søskende.Flere af de pårørende brugte ordetafmagt til at beskrive denne situation. Mankan pege på, at det medførte en alvorligmistro til de professionelle i forhold tilom de ville samarbejde med dem mod detsamme mål. Dvs. at de fik det indtryk, atde ikke var på deres side. Som beskreveti kapitel to opfattede de forløbet som enkamp. De negative informationer vedrørendeden skadedes tilstand har uden tvivlværet medvirkende til at gøre de pårørendeutrygge. Men det synes tillige som om,at de pårørende også var opmærksommepå, om der var en vilje til indsats hos deprofessionelle. På den baggrund udvikledede tillid og tiltro, eller mistillid og mistrotil de professionelle, som de ovenståendeeksempler viser.I modsætning hertil står udsagn fra pårørende,som oplevede kontakten medprofessionelle langt mere positivt, og hvorde pårørende ikke på samme måde blevutrygge ved de tidligste informationer.De var så fantastiske, de svarede os på alt,hvad vi spurgte dem om efter bedste evne,og hvis de ikke kunne svare var de fine til atkomme udenom, uden at man syntes, at detvar påfaldende. De var gode, og vi fik denhjælp, vi havde behov for fra personalet,både læger og sygeplejersker.Man kan næppe antage, at det var informationerne,som gjorde dem trygge, men20