Samarbejde og dialog - Hjernekassen

UDEN ANSIGTI [kommunen] har hun haft ti forskelligesagsbehandlere i de to år. Det er nye menneskerhver gang.Og fandt hun en hun kunne snakke med,blev vedkommende forflyttet, fik barselsorlov,eller et eller andet.Jeg ved ikke, hvor mange socialrådgiverehun havde. Der var hele tiden udskiftning.Den store udskiftning af kommunale socialrådgiverevar problematisk for samarbejdetog dialogen med professionelle, fordi detkrævede, at pårørende og eventuelt denskadede skulle introducere hver ny professioneltil forløbet og problematikken. Detvar især problematisk, når skaden havdemedført, at det var blevet vanskeligt forden skadede at møde nye mennesker, somen pårørende konstaterede.dialogen mellem den skadede og de professionelle.I flere tilfælde havde det medført,at pårørende, som havde forsøgt at trækkesig tilbage og gøre sig mindre aktive oginvolverede i fx et voksent barns liv, varblevet direkte eller indirekte involveret isamarbejdet og dialogen ved nye skift.På den anden side havde en anden pårørendeoplevet, at der også kunne være fordeleved skiftene, fordi man kunne være heldigeat få byttet en uengageret professionel meden engageret.De mennesker [kommunale sagsbehandlere]kan jo ikke holde ud at være i systemet!Så hun har skiftet sagsbehandlere. Det varheldigt, da hun skiftede sted og mødte ensagsbehandler, som læste mappen igennem,og som så, at der var noget, der var tabt pågulvet. Det er vigtigt at have en sagsbehandler,der engagerer sig.Jeg synes, det har været svært med allede her skift. Jeg ville gerne have undværetalle de skift i kommunen, især nårjeg nu ved, at det er lige præcis det, hunikke kan med på grund af hjerneskaden.Det vidste vi jo ikke dengang, vi troedebare hun var besværlig. Det er faktiskførst gennem [rehabiliteringscenter], atvi er gjort opmærksom på, at det skyldeshjerneskaden.Det store antal og den hyppige udskiftningaf den professionelle stab vanskeliggjordeEn anden side af det store antal professionellevar, at mange pårørende på anmodninggav informationer om deres og den skadedesliv til de professionelle, sådan at dissekunne bruge det som et redskab i behandlingenog rehabiliteringen. En pårørendepåpegede den ulempe, der var forbundetmed at fortælle den skadedes ”livshistorie”til mange personer.I forbindelse med min bror blev hele hanssygdomshistorie ”væk”. Jeg fortalte denigen og igen til forskellige professionelle,28