You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
MÅL OG MÆLE 3-4-2005 25<br />
står d<strong>og</strong> <strong>og</strong>så inden så længe det krav<br />
at fortællingen skal formidle andet<br />
<strong>og</strong> mere end et billede af dem selv.<br />
Den skal samtidig kunne byde på et<br />
mindst lige så interessant billede af<br />
tilhørerne. Ellers går de bare. Hvis de<br />
endda skal blive siddende i timevis,<br />
må fortællingen svinge sig op til at<br />
fremstille et menneskebillede som<br />
enhver, på sin egen personlige måde,<br />
kan se n<strong>og</strong>et alment gyldigt i. Og når<br />
det alligevel er blevet så stort, er<br />
overgangen fra første til tredje person<br />
allerede nærliggende. Med et han <strong>og</strong>/<br />
eller et hun som mellemmenneske( r)<br />
får fortælleren oven i købet straks ad<br />
gang til den slags begivenheder, som<br />
ingen kan overleve. Fx et helt liv.<br />
Også dramaet har taget sit afsæt i<br />
hverdagssituationer. Fortælleren kan<br />
spontant bede en eller flere af sine til<br />
hørere om at medvirke: lad os nu sige<br />
at du, Marianne, er den prinsesse, jeg<br />
havde forelsket mig i ude på den der<br />
ø, <strong>og</strong> du står lige dér, <strong>og</strong> du, Jørn, kan<br />
så være hendes rasende far, kongen<br />
- <strong>og</strong> jeg siger så til ham ... Efter flere<br />
tænkelige mellemstadier vil det være<br />
naturligt at fortælleren trækker sin<br />
egen person ud af spillet, bl.a. for at<br />
få et bedre overblik over hele intrigen,<br />
<strong>og</strong> at han dernæst beder sine spillere<br />
stille sig op på en v<strong>og</strong>n eller en rampe,<br />
så alle andre <strong>og</strong>så kan se <strong>og</strong> høre dem.<br />
Lyrikken, derimod, udspringer af<br />
en ekstraordinær situation. Og heller<br />
ikke engang af vores ellers allesteds<br />
nærværende fortælletrang. Digtet<br />
begynder i ensomheden. Det begynder<br />
med et suk eller et jubelråb, med en<br />
bøn eller med et' hvad-j eg-ville - sige -<br />
til-dig-hvis-du-var-her'. Det er du'et<br />
aldrig, <strong>og</strong> slet aldrig i store digte der<br />
Jens Smærup Sørensen <strong>og</strong> Jørn Lund i<br />
maj 2004 (Polfoto, Finn Frandsen)<br />
netop henter deres spr<strong>og</strong>lige kraft i<br />
umuligheden af et svar, jo <strong>og</strong>så når<br />
de henvender sig til fjerne magter i<br />
de højere eller lavere regioner. I dette<br />
monol<strong>og</strong>iske skriveri kan lyrikeren<br />
bevæge sig fra kanten af sin spædeste<br />
spr<strong>og</strong>evne med en legesyg pludren<br />
over de allermest komprimerede præ<br />
cisioner af livserfaringer til en stor<br />
slået veltalenhed på kanten, til den<br />
anden side, af afsindig rablen.<br />
Her skal pointen nu - under alle<br />
omstændigheder - være den at lit<br />
teraturen i enhver af sine former uaf<br />
brudt bliver til i forlængelse af vores<br />
allesammens uvilkårlige gebærder i<br />
spr<strong>og</strong>et. Og at den derfor er udødelig.<br />
Jens Smærup Sørensen (f. 1944)<br />
forfatter
Change language