Friesia X, 4-5

- 349 -
Et ekssikkatværk eller blot, og hyppigere anvendt, et ekssikkat er
kort defineret en samling (serie) af tørrede planter, af hvilke der findes
mange, indtil 100-150, identiske sæt, og som i reglen er udbudt til salg,
f. eks. gennem subskription, sjældnere gives i bytte med andet plantemateriale
o. lign. Ordet ekssikkat (af exsiccatus lat. = tørret) anvendes
også, om end langt sjældnere, om et enkelt tørret eksemplar af en plante,
faktisk = herbarieeksemplar.
Særlig stor betydning har ekssikkatværkerne fået for svampene (og
likenerne), da disse ved deres lidenhed (i almindelighed) og forholdsvis
lette behandling egner sig fortrinligt til fordeling i tørret tilstand. Ved
fremstilling af et ekssikkat må der udvises den største omhu for at fremskaffe
et så ensartet materiale af hver svampeart som muligt; alt materiale
af samme art - hver art forsynes med et nummer - bør derfor indsamles
på samme lokalitet, eventuelt samme dag, selv i tilfælde, hvor det
drejer eig om store ekssikkater, f. eks. på 100-150 sæt. Det er nemlig
denne store ensartethed, der først og fremmest betinger ekssikkaternes
betydning som taksonomisk værktøj. Ligesom man under beskrivelsen
af en svamp henviser til en bestemt side eller figur i en bog, således
henviser man til det nummer, den pågældende svamp har i et ekssikkat.
Ekssikkatværker udgør derfor ligesom bøger et hele, der fra udgiverens
side ikke er beregnet på at skilles ad. Oplaget af et ekssikkat må, sammenlignet
med bøgers, i følge sagens natur blive meget lille; det ligger
i almindelighed på 50-100 eksemplarer, undtagelsesvis på 150, f. eks. BRIOSI
& CAVARA: ,,1 funghi parassiti" (1888-1926), men kan undtagelsesvis være
på kun 25, ja endog kun 10 seksemplarer, f. eks. ·LUNDELL & NANNFELDT:
"Fungi exsiccati suecici" (1934-71). Ekssikkater udgives i serier, der be ­
tegnes som fascikler, hvis størrelse svinger stærkt, men ofte med et indhold
på 100 numre (en centurie), dog også kun på 10 numre (en dekade) .
Foruden at plantematerialet må være så ensartet som muligt, bør det
også være vel præpareret, korrekt bestemt, godt indpakket og forsynet
med trykte etiketter, der giver alle nødvendige oplysninger. Langt fra alle
svampeekssikkater, navnlig ældre" opfylder dog disse krav.
l sit værk giver STEVENSON først en 16 sider lang interessant indledning
om ekssikkater i al almindelighed og derpå beskriver han ialt 78
ekssikkater i alfabetisk række efter udgiverens (udgivernes) navn. Først
og fremmest er medtaget alle ekssikkater, der er udgivet i Nord- og Sydamerika,
men også enkelte ikke-amerikanske, især europæiske, der indeholder
svampearter samlet i Amerika, beskrives indgående. Som eksempler
kan nævnes de af P. og H. SYDOW udgivne fire ekssikkater og tre af de
fire ekssikkater som F. VON (DE) THUMEN udgav. Beskrivelsen af hvert
enkelt ekssikkat er meget omhyggelig og omfatter foruden en historisk
indledning dets udgivelsesår, omfang (antal fascikler etc.), etiketternes
art (af talrige etiketter gives afbildninger), samt en nøje redegørelse for,
hvilke typearter det indeholder. Efter beskrivelsen følger henvisning til
den litteratur, som er publiceret om det pågældende ekssikkat.
l ældre tid var det ikke ualmindeligt, at diagnosen af nye arter blev
trykt på etiketten, hvorfor det naturligvis er af største vigtighed ved
kritiske taksonomiske studier at vide, hvor de pågældende ekssikkater
findes. Efter 1. januar 1953 er det imidlertid i henhold til den internationale
codex for den botaniske nomenklatur ikke længere tilladt at publicere
diagnoser på etiketterne i et ekssikkat.
STEVENSON er en kraftig modstander af, at ekssikkaterne "flås", og
arterne derefter fordeles på deres respektive pladser i museets herbarium,
således som det ofte skete i ældre tid, navnlig på europæiske museer.
Efter hans mening, og referenten kan fuldstændig tilslutte sig, bør de
stilles op i reoler, fascikel ved fascikel, akkurat som man stiller bindene
af et værk ved siden af hinanden. Som et mønster på opbevaring henviser
forf. til ekssikkatsamlingerne i The Farlow Herbarium ved Harvard Universitet,
hvor de opbevares intakte i lukkede skabe med hylder. Der findes
en praktisk talt komplet samling af svampeekssikkater, bl. a. to store
sjældenheder, som ELIAS FRIES: "Scleromyceti Sueciae" (34 dekader,