Økonomisk Kriminalitet Nordiske Perspektiver - Scandinavian ...

to dommere alene mente, at Glistrup skulle i fængsel i ét år under henvisning bl.a.
til de ”højere skattemyndigheders usikre holdning over for tiltalte”, der kunne have
været med til at bestyrke Glistrups ”særprægede tankegang” om, at hans ”sindrigt
opbyggede system” ville blive godkendt.
De principielle aspekter i sagen var dels det forhold, jeg allerede har været inde
på, nemlig at Glistrup blev dømt for skattesvig uden isoleret set at have afgivet
positivt urigtige oplysninger, dels at den såkaldt skatteretlige realitetsgrundsætning
for første gang kom til at udgøre grundlaget for domfældelsen i en straffesag. Hidtil
havde denne grundsætning – der er rodfæstet i den såkaldte fiktionsteori – alene
været brugt af skattemyndighederne til en rent skatteretlig tilsidesættelse af
skattearrangementer, der nok selskabs- og formueretligt set var udformet formelt
korrekt, men som var uden realøkonomisk substans. I disse tilfælde veg den
juridiske formalia således skattemæssigt for den økonomiske realia. Men det var
forud for Glistrup-sagen som nævnt ikke noget, der var blevet tillagt nogen
strafferetlig betydning.
Glistrups skattesystem (såkaldte økonomiordninger) var i virkeligheden
opbygget omkring velkendte skatteretlige regler, f.eks. statsskattelovens § 6, litra
e, vedrørende fradrag for renter i kombination med lavere skattesatser for
selskaber. 30
Glistrup oprettede gennem årene i bogstaveligste forstand i tusindvis
af (skuffe)selskaber, 31
der blev købt af interesserede klienter med ”ondt i
skatten”. Gennem et utal af lånetransaktioner og aktieafhændelser selskaberne
og deltagerne imellem blev der herved bl.a. skabt store rentefradrag. Gennem
disse fradragsmanipulerende transaktioner kunne der dermed genereres en
negativ indkomst, hvorved deltagerne blev såkaldt ”0-skatteydere”. Klienternes
disponible indkomst led endvidere ikke under renteudgifterne som følge af
låneoptagelserne, idet disse blot blev ordnet ved optagelse af stadigt nye
tillægslån. De facto indgik der således næsten ikke kontante indbetalinger i
30 Vedrørende beskrivelsen af disse økonomiordninger se bl.a. advokat Robert Koch-Nielsen, i
Økonomisk Kriminalitet – en antologi, 1980, p. 115-134; Christen Sørensen: Glistrup-sagen –
nøglen til dens forståelse, 1978; Jan Pedersen, Skatteudnyttelse, p. 211 f., p. 539 f., og p. 601 f.
31 Angiveligt måtte Statstidende i begyndelsen af 1970´erne udvide sidetallet ganske betragteligt som
følge af Glistrups samlebåndslignende oprettelse af selskaber. Ved nogle af disse selskabsdannelser
skinnede det, der kunne ligne Glistrups latterliggørelse af skattelovgivningen, i øvrigt klart igennem.
F.eks. lod han registrere selskaber med navne som ”Grinebiderhalløjartikelimportkompagniet”,
”Lyngby Paraplyudlejning” og ”Virum Kamelimport”.
138