Økonomisk Kriminalitet Nordiske Perspektiver - Scandinavian ...

økonomiordningernes nærmest uendelige lånecyklus. Det fremgår imidlertid af
beskrivelsen, at der ikke var nogen underliggende realøkonomisk substans i de
foretagne transaktioner, der alene havde karakter af bogholderimæssige
posteringer foretaget på Glistrups advokatkontor. Højesteret tilsidesatte da også
dispositionerne som værende indholdsløse bogholderimæssige posteringer uden
erhvervsmæssig og økonomisk realitet, herunder tiltrådte Højesteret, at der ikke
forelå retligt bindende aftaler for deltagerne, og at de opkøbte selskaber reelt var
usælgelige uden for det af Glistrup opbyggede administrationssystem. Efter min
opfattelse er det svært at være uenig i dette grundsynspunkt, men
hovedproblemet er stadig, om dette i det hele taget er strafbart.
I en strafferetlig kontekst var brugen af denne skatteretlige fiktionsteori imidlertid
problematisk. Der er dybest set tale om en arbitrær beskatningsmulighed, der er
meget lidt i samklang med det traditionelle legalitetsprincip i straffelovens § 1, der
om noget fordrer retssikkerhed; først og fremmest i form af forudsigelighed.
Borgerne skal have mulighed for at foruddiskontere, hvad de kan blive straffet for.
Men hvordan gør borgerne så lige det i et lovgivningsmæssigt miljø, hvor det på
den ene side er tilladeligt at skattespekulere, men hvor man på den anden side
undertiden kan risikere, at skattemyndighederne ud fra en skønspræget skatteretlig
doktrin underkender arrangementet som værende for realøkonomisk hult? En sag
er, at de skattespekulerende borgere risikerer at få deres selvangivelse omlignet og
pålagt at efterbetale de skatter, de havde håbet på at spare. Noget helt andet – og
straks langt mere alvorligt og betænkeligt – er det, at Højesteret med Glistrupsagen
fastslog, at man nu også kunne straffes for skattespekulation; endog straffes
hårdt. Den mest udspekulerede skattespekulation var altså med et slag pludselig
gået hen og blevet kriminel.
Eftertiden har imidlertid vist, at realitetsgrundsætningen trods alt ikke for alvor
vandt fodfæste i en strafferetlig sammenhæng. Det har muligvis sammenhæng
med, at dommen havde den præventive virkning, at folk i det hele taget blev mere
tilbageholdende med at deltage i alt for kreative skattearrangementer, 32
men
herudover synes der, som jeg vender tilbage til nedenfor, ej heller at være tvivl om,
at myndighederne efterfølgende vendte tilbage til en mere forsigtig og restriktiv
32 Sml. Jan Pedersen, Skatte & afgiftsstrafferet, p. 275.
139