System Radiosändare RT-02 - Försvarets Historiska Telesamlingar ...

Kolahalvøen, områderne Barentshavet og Norskehavet, samt GIUK-passagen. For at kunne realisere ovennævnte
strategier og programmer, dvs. for at de amerikanske fartøjer kunne operere i områderne, var det nødvendigt at
etablere navigationssystem der kunne dække de amerikanske styrkers krav til luft, overflade og underoverflade
navigation. Det eneste system der var i stand til dette var, ifølge amerikanerne selv, deres eget (nye) Loran-C
system. – Dette var baggrunden for at amerikanerne, i løbet af 1957-58, udarbejdede en overordnet plan for
etableringen af en kæde af Loran-C stationer, RAIL-kæden, i Nordøstatlanten (og TACK-kæden i Middelhavet).
I første omgang skulle RAIL-kæden bestå af tre stationer, en i Norge, en i Island og en i Færøerne. Senere fandt
man det nødvendigt at anlægge en ekstra station på Jan Mayen. Den færøske Loran-C station var en ’master’
station, mens de andre stationer var ’slave’ stationer, hvilket betød at den færøske station var den centrale og
vigtigste station i RAIL-kæden.
Af flere grunde valgte man fra amerikansk side, i forbindelse med forhandlinger om Loran-C, at føre en strategi
med flere klassificeringsniveauer, alt efter hvem man stod overfor. Overfor offentligheden valgte man at sige at
der var tale om en fornyelse af Loran-A, overfor telekommunikationsmyndighederne valgte man at sige at der
var tale om et nyt civilt navigationssystem, overfor NATO partnerne generelt valgte man at præsentere systemet
som vigtigt for det vestlige forsvar, og endelig overlod man det til de involverede forhandlere at bedømme hvor
meget de anså for nødvendigt at afsløre overfor værtslandenes regeringsforhandlere.
Som følge af anbefalinger fra den ambassaden i København om at nedtone de amerikansk interesser i stationen,
og senere også danske ønsker herom, valgte amerikanerne at holde så lav profil som muligt i Færøerne. Dette var
årsagen til at de amerikanske delegationer der blev sendt til Færøerne blev holdt på et minimum og at de
danske/amerikanske myndigheder forsøgte at få stationen til at fremstå som dansk.
Dette var sandsynligvis også årsagen til at danskerne overtog driften af stationen fra
begyndelsen, i stedet for efter et par år, som det oprindelig var meningen. De danskamerikanske forhandlinger
om Loran-C stationen forløb relativt smertefrit. Bortset fra
nogen få få problemer, såsom dansk frygt for eventuelle færøske (negative) reaktioner eller interne danske
interessekonflikter, samt dansk-amerikansk uenighed om finansiering af udgiftsposterne, var der ikke meget der
skilte parterne. Dette betød også at etableringen af stationen foregik uden større problemer. Efter en lidt forsinket
opstart forløb bygningsarbejdet tilsyneladende godt og stationen stod færdig nogenlunde til tiden.
Samarbejdet med færinger i forbindelse med etableringen af Loran-C stationen var, set med amerikanske øjne,
en succes. Færinger selv syntes ikke at være modstandere af Loran-C, og de få gange der var optræk til
konfrontation mellem de færøske og danske myndigheder, f.eks. om stationens militære status, blev dette
overskygget af debatten om den samtidigt opførte NATO station på Sornfelli, hvis militære formål fremstod
meget tydeligere. Selv om Loran-C stationen officielt blev udlagt som værende ’dansk’ og formålet med den
som værende til generel (dvs. også civil) navigationshjælp, er det sandsynligt at færinger generelt havde en
fornemmelse af at formålet med stationen var militært. Grunden til at færinger alligevel havde en generelt
positive holdning til Loran-C, kan være at de, i hvert fald rent umiddelbart, kunne se flere fordele end ulemper
ved stationen. Færøernes geografiske placering og den militærteknologiske udvikling medførte, at Færøerne
(indirekte) blev inddraget i amerikanernes maritime strategier i det nordøstatlantiske område. Den umiddelbare
årsag til etableringen af Loran-C stationen ved Eidi var Polarisprogrammet, men stationen blev også anvendt i
forbindelse med flere andre offensive og defensive maritime (del-) strategier. Den
danske regerings viden om stationens militære formål har det ikke været muligt fuldt
ud at blotlægge her, men de var bevidste om at det først og fremmest var en militær station. Som følge af flere
internt danske (og dansk-færøske) forhold, ønskede den danske regering ikke at stationens militære formål skulle
komme frem i offentligheden, et ønske der faldt i god tråd med amerikanernes egne ønsker.
Færingernes egen viden om stationens militære formål er heller ikke klarlagt fuldt ud her. En afklaring af disse
spørgsmål må svares af en nærmere undersøgelse af færøske og danske (arkiv-) studier.”
84