Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

1. Højskoleloven 1942
1. Højskoleloven 1942 9
Den første højskolelov fra 1892 var en ren tilskudslov, som bevidst undlod at definere
begrebet ”højskole”. Det vidste man jo, hvad var. Først med højskoleloven fra1942 blev
der i lovteksten nedskrevet et formål med virksomheden.
I 1942‐loven og den følgende fra 1970 blev højskolens hovedsigte defineret af ”al‐
men‐dannende undervisning”. I loven fra 1993 blev udtrykket efter nogen diskussion
udskiftet med ”folkelig oplysning”, men det blev dog opretholdt, at undervisningen skul‐
le være af ”almendannende karakter”. I forslaget til ny højskolelov fra december 1999 er
begrebet ”folkelig oplysning” fastholdt som hovedsigtet, mens ordet ”almendannende”
ikke benyttes til at bestemme undervisningens karakter. Den skal nu i stedet ”have en
bred almen karakter”.
Begrebet ”dannelse” havde således en helt central placering i lovene fra 1942 og
1970, mens det fik en underordnet plads i loven fra 1993, og det er helt borte i det nye
lovforslag.
I forbindelse med at man indførte begrebet ”folkelig oplysning” som hovedsigtet i
1993‐loven havde man overvejet at benytte begreberne ”livsoplysning” eller ”folkelig
livs‐oplysning”, men det blev i sidste ende afvist af undervisningsministeren med den
begrundelse, at de ord eller begreber kun var gængse i indforståede højskolekredse.
Men selvom der er skiftende udtryk for højskolens formål, så vil vi i den følgende
gennemgang af højskolelovene og især deres bemærkninger kunne påvise, at forståelsen
af højskolens mål og kerneydelse eller dens eksistensberettigelse er forbavsende kon‐
stant i den ca. 50‐årige periode fra 1942‐1993, mens der i 1990erne er mere uklarhed
om mål og sigte i højskolebevægelsens egne rækker.
Forslaget fra december 1999 til den nye højskolelov fastholder glædeligt nok traditi‐
onen. Det strammer på flere punkter kravene, både for at tydeliggøre kerneydelsens
indhold og for at sikre at det også har vægt i højskolernes fremtidige virksomhed.
1.1 Forarbejdet – Ungdomsudvalgets betænkning
Lovgivningen fra 1942 er et højdepunkt i højskolelovenes historie, både med hensyn til
forarbejdet, folketingets debat og behandling og selve lovteksten og bemærkningerne til
denne. Det iøjnefaldende var den respekt højskolen havde dengang, og den seriøsitet
som forarbejdet til loven og selve lovbehandlingen udtrykte. Ungdomsudvalgets Be‐
tænkning fra 1940 og bemærkningerne til loven rummer indholdsmæssige forståelser
med tyngde og perspektiv også for højskolens virke i det 21. århundrede.
Det var datidens grundtvigske højskole, der var tiltænkt den centrale plads i den
fremtidige ungdomsundervisning. Det kom også til udtryk i sammensætningen af det
Ungdomsudvalg, der blev nedsat i 1936, og som skulle komme med en Betænkning, der
kunne danne grundlag for en ny lovgivning ‐ ikke kun for højskolen, men også den eksi‐
sterende aftenskole og efterskole og for opbygningen af en ny ungdomsskole for de 16‐
18‐årige.
Ungdomsudvalget bestod af i alt 26 medlemmer. Den radikale undervisningsminister
Jørgen Jørgensen tog selv formandsposten. Den 7‐mands store bestyrelsen for Forenin‐