Den særegne højskole - idegrundlag og tradition. - Interfolk

1. Højskoleloven 1942 19
medmindre den bevares som en fuldkommen fri skole. Og hvis der er nogen tendenser
nogetsteds i retning af at gøre den mindre fri, så vilde jeg give højskolen det råd, at den
ikke for nogle penges skyld skulle sælge den frihed, den har. (..).
At højskolen, selv om der til den er knyttet fag, så man kan kalde den faghøjskole eller
endogså landbrugsskole, alligevel skal bevare sin karakter som en skole af almendannen‐
de art, en skole der, for at bruge betænkningens eget udtryk, skal tage sigte på person‐
lighedslivets udvikling og først og fremmest skal bevares som sådan, er jeg glad og tak‐
nemmelig over.
De mange forskellige udtryk, der er brugt, og forsøg, der er gjort for at bestemme høj‐
skolens karakter, er vel aldrig helt dækkende, men i øvrigt synes jeg, at udtrykket: at høj‐
skolens formål er personlighedslivets udvikling er nogenlunde det bedst dækkende, jeg
kender. Jeg er enig med det ærede medlem Hr. Erik Appel i, at et dansk menneskes per‐
sonlighedslivs udvikling alene kan foregå af folkelig og kristelig vej.(..).
Det vil aldrig kunne blive således, (..) at ungdommen i al almindelighed søger højsko‐
len. Jeg kan med andre ønske, at det ikke blot var ungdommen fra et særligt fag, landbru‐
get eller en særlig klasse eller en særlig egn, der søgte højskolen, men at det var ung‐
dommen af alle klasser og alle stænder (..). Det er højest beklageligt, at så få mennesker,
som har fået en eller anden eksamen, realeksamen, studentereksamen eller en anden ek‐
samen, har ment, at det var rimeligt at gå på højskolen, der var vist mange af dem, som
ville have særdeles meget gavn af det, måske større gavn end andre. (..). Det er nu engang
sådan, at de fleste vil have noget håndgribeligt ud af tilværelsen, og det er ikke alminde‐
ligt, at tanken om et ophold på en skole, hvis formål er udvikling af personlighedslivet,
hvis gerning er en vækkergerning, er noget, der tiltaler ungdommen.(..).
Det skulle jo være tænkeligt og ikke bare tænkeligt, men naturligt, næsten selvfølge‐
ligt, at de strenge tider, vi gennemlever, på det område, her er tale om, blev en spore til
fordybelse og selverkendelse, vi kan også sige det således: blev udgang for en åndelig
vækkelse til bevidsthed om folkelivets samhørighed, ikke blot for ungdommen, men for
ethvert folkemedlem her i landet. (..), derfor er der også nok i forbindelse hermed en stør‐
re søgning til skolerne, og hvis denne vækkelse virkelig trænger ud – og det vil den gøre –
så vil den også betyde, at der vil komme større trang i alle kredse af befolkningen til at få
del i det folkelige livssyn, som man godt føler, er den værdi, der vil holde, når så meget
andet går i stykker. Derfor, i den nationale kamp, som altid føres i et lille land og af et lille
folk, og som føres både i dag og i fremtiden, vil den frie skole, den frie danske skole, være
et af de bedste og blankeste våben, vi har. Gud give, at så store dele, som vi ikke før har
kendt, af landets ungdom vil søge til denne skole.”
Højskolelærer Kristian Nygaard, Radikale Venstre nævnte:
”Enhver forstår, at økonomiske spørgsmål af højest forskellig karakter og rækkevidde må
lægge stærkt beslag på arbejdet inden for regering og rigsdag i disse krigsår, men derfor
er det også så meget mere glædeligt og værdifuldt, at man ved siden af den mere økono‐
misk prægede lovgivning får tid til at beskæftige sig med lovforslag, hvorved åndelige og
kulturelle værdier fremmes. Adskillige vil mene, at den åndelige udvikling til syvende og
sidst er af større værdi for den enkelte og for samfundet end den materielle, selv om den
sidste afgjort ikke kan undværes (..).
De økonomiske forbedringer, der her er tale om, rører ikke ved folkehøjskolens og
landbrugsskolernes indre frihed (..). Der er således ingen som helst grund til at frygte for,
at de økonomiske forbedringer, der her er tale om, skal forlede højskolens forstandere og